Internethastighed øges i øst takket være nyt samarbejde
Tusass lancerer hurtigere internetforbindelser i Østgrønland takket være samarbejdet med Eutelsat om brug af deres OneWeb-forbindelser.
Foto: Tusass
Tirsdag har Tusass opgraderet et af sine abonnementer i Østgrønland med en hurtigere internetforbindelse. Samtidig lanceres også et helt nyt produkt, hvor det bliver muligt at få en bedre forbindelse end hidtil.
Ændringerne giver selskabets kunder i Tasiilaq og Ittoqqortoormiit samt bosteder adgang til mere internet, og opgraderingen er blevet mulig som følge af selskabets aftale med Eutelsat om brug af deres OneWeb-forbindelser, skriver Tusass i en pressemeddelelse.
Kombinerer to teknologier
Tusass kombinerer to teknologier, den eksisterende satellitforbindelse via GreenSat og en ny løsning fra OneWeb, og det skal give en hurtigere og mere stabil forbindelse:
HØJERE HASTIGHED I ØST
Tusass oplyser, at for nuværende har satellitområderne to valgmuligheder: 3/1 Mbit til 299 kr. og 6/2 Mbit til 599 kr.
Men fra den 16. december bliver 6/2 Mbit-forbindelsen opgraderet til 10/2, uden ændring i prisen.
Det betyder, at alle kunder, der i dag har 6/2 automatisk vil blive opgraderet til den nye hastighed.
Derudover lancerer Tusass også et helt nyt abonnement, 15/5 Mbit til 799 kr.
- Vi er meget stolte over at have taget de første skridt mod at kombinere disse teknologier. Det markerer et vigtigt og spændende skridt i retning af en endnu bedre internetoplevelse i satellitområderne, siger Thomas Hansen, direktør for IT Service & Leverance og ansvarlig for Next Gen Satellite Programmet.
Nordgrønland må vente lidt endnu
Han siger videre, at den nye løsning er et resultat af store investeringer Tusass har foretaget og fortsat foretager i satellitområderne:
- Vores klare ambition er, at disse investeringer på sigt skal gøre det muligt at tilbyde stadig bedre og mere konkurrencedygtige abonnementer til kunderne i områderne, siger han.
Tusass oplyser, at satellitområderne Qaanaaq og Savissivik indtil videre ikke inkluderet, fordi der ikke er installeret OneWeb-antenner i bostederne endnu.
- Så snart vi har været i Qaanaaq og Savissivik og installere det rette udstyr, vil også kunderne der kunne få glæde af de nye abonnementer, skriver Tusass.