Institut ønsker flere data til arbejdet med menneskerettigheder: Lovgivning er ikke nok

I sidste uge landede den seneste beretning fra Institut for Menneskerettigheder og blev præsenteret for lovudvalget i Inatsisartut. Instituttet varetager rollen som den uafhængige institution til at overvåge overholdensen af menneskerettigheder i Danmark – og siden 2014 også i Grønland, på Inatsisartuts anmodning.

Sermitsiaq har tidligere omtalt beretningen, der er fordelt på fire hovedområder.

En af de mere komplicerede dele er opfordringen til mere data. Sermitsiaq spurgte juridisk chef Johan Busse, hvorfor det er et vigtigt ønske fra Institut for Menneskerettigheder.

– Fordi data fortæller os om de mennesker, som det hele handler om. Det er ikke nok, hvis vi kun kigger på, hvad der står i lovgivningen. Vi skal også vide noget om, hvordan det går med menneskerettigheder ude i virkeligheden. Det giver os den bedste platform for at finde problemerne og følge op på dem, siger han.

Der er jo meget data derude i forvejen. Hvad savner du mere konkret?

– Jeg er enig, der findes allerede gode og anvendelige statistikker og data, og det er positivt. Men i vores arbejde savner vi ofte et højere detaljeringsniveau i dataene. Det gælder om at få de bedste redskaber til at konstatere de skævvridninger, der måtte være.

LÆS OGSÅ

Institut for Menneskerettigheder: Få overblik på retsområdet

Oprindelige folk har en særlig beskyttelse og nogle særlige menneskeretlige hensyn, forklarer Johan Busse.

– Derfor kan der være behov for at kunne finde den gruppe i dataene. Det kunne også handle om, hvorvidt et bestemt problem var størst hos kvinder, unge eller handicappede.

Ingen specifik ønskeseddel

Beretningen har nogle konkrete bud på problemstillinger, der kunne udforskes nøjere. For eksempel om unge med handicap er mere udsat for vold, eller hvor mange personer sidder i isolation i anstalterne.

– Det er eksempler på nogle steder, vi gerne vil være klogere. Vi har dog ikke lavet en længere og mere specifik ønskeseddel om bestemte data, der skal produceres, siger Johan Busse.

Institut for Menneskerettigheder er glade for det arbejde, der er startet af Grønlands Råd for Menneskerettigheder med Indigenous Navigator. Det er et initiativ af og for oprindelige folk med værktøjer, der forholder sig til data.

Institut for Menneskerettigheder har også tidligere påpeget, at grønlændere bliver usynlige i danske statistikker.

Men hvis grønlændere eller inuit skal være mere synlige i danske statistikker, skal de grupper vel defineres på en eller anden måde?

– Når det handler om spørgsmålet, hvem der er inuk, så læner vi os op ad de internationale anbefalinger om at basere det på selvidentifikation, siger Johan Busse.

Mange statslige opgaver

Helt generelt er mange af jeres anbefalinger i beretningen noget, som skal løses af den danske stat. Hvorfor fokuserer jeres beretning til netop Inatsisartut ikke mere på de grønlandske politikeres ansvar?

– Det ville vi gøre, hvis vi mente, at det største behov var dér. Men vi tager os den frihed at behandle områderne under et, så vi både medtager forhold under politikerne i Danmark og i Grønland.

– Mange af vores internationale forpligtelser påhviler det jo Rigsfællesskabet at leve op til. Vi synes i øvrigt, at siden en stor del af den grønlandske befolkning bor i Danmark, ville det være underligt, hvis ikke beretningen adresserede dem, siger Johan Busse.