Hvilket Grønland vokser vores børn op til?

Forleden sad jeg og lyttede til P1 Debat på DR, hvor de diskuterede manglen på lærere i Danmark.

Det fik mig til at tænke på vores eget samfund. Fordi læremangel kan påvirke et samfund i årtier, idet folkeskolen er fundamentet for næsten alt det, der kommer bagefter.

For hvis Danmark har et alvorligt problem med lærermangel, hvor alvorligt er problemet så i Grønland?

IMAK har flere gange råbt vagt i gevær. Der mangler omkring 200 uddannede lærere. Det lyder måske ikke af meget, men vi har omkring 900 uddannede folkeskolelærere. Det svarer til, at vi mangler mere end hver femte lærer.

Samtidig undervises vores børn allerede af omkring 200 ufaglærte timelærere og 200 ufaglærte vikarer. Og problemet bliver større: Næsten 140 lærere forventes at gå på pension inden for de næste par år, mens der kun uddannes omkring 20 nye lærere om året.

Alvoren kan næsten ikke understreges nok. Forid det er ikke bare et problem for folkeskolen. Det er et problem for Grønlands fremtid. Hvad gør det ved samfund?

Vi taler igen og igen om, hvad Grønland skal leve af. Turisme, fiskeri, råstoffer bliver nævnt som vores fremtidige muligheder. Men hvad betyder det konkret?

Turisme er ikke bare flere turister. Det kræver søfolk på turbåde, guider, receptionister, tjenere og kokke – men også ledere, økonomer, IT-specialister og andre højtuddannede.

Fiskeri er ikke kun jollefiskere, fabriksarbejdere og trawlerbesætninger. Fremtidens fiskeri vil også kræve produktionsteknologer, automatiseringsteknikere, maskinmestre, elektrikere og ingeniører. Det samme gælder råstofindustrien.

Men hvem skal uddanne alle disse mennesker?

Det er her, lærermanglen bliver et spørgsmål om selve vores udviklingsmodel. Hvis en stor del af vores børn ikke får den undervisning, de har brug for, risikerer vi samtidig at mangle de mennesker, der senere skal drive virksomhederne, udvikle teknologien, bygge infrastrukturen og skabe de nye arbejdspladser.

Vi er kun omkring 57.000 mennesker, og befolkningen vokser ikke. Vi har derfor ikke råd til at miste menneskelige ressourcer allerede i folkeskolen.

Vi kan bygge lufthavne, havne og vandkraftværker. Vi kan investere milliarder og oprette nye selskaber. Men bygninger og selskaber skaber ikke alene et moderne Grønland. Det gør mennesker.

Så hvad er egentlig vores vision? Hvor er debatten om vores samfund, debatten om visioner for Grønlands fremtid, debatten om hvilken fremtid vores børn vokser op til.

Hvilket Grønland skal vores børn vokse op i om 10, 20 eller 30 år – og har vi i dag de lærere, der skal uddanne dem til det?

Et gammelt ordsprog siger: Det bedste tidspunkt at plante et træ var for 20 år siden. Det næstbedste er i dag.

Det samme gælder vores børn.

For det Grønland, vi får om 20 år, bliver i høj grad skabt i klasselokalerne i dag. Spørgsmålet er hvordan ser den fremtid ud?