Indbrud: Tyve slap væk med sprut og kontanter

Grønlands Politi efterforsker et indbrud, der er sket i Qaqortoq natten til tirsdag. Ingen er sigtede, men politiet har gode spor. Sagen har vakt opsigt, da ejeren af forretningen har delt overvågningsmateriale på sociale medier.

Politiet i Qaqortoq efterforsker en sag om et indbrud, der er sket natten til tirsdag. Ingen er anholdte eller sigtede i sagen.
Offentliggjort

Politiet i Qaqortoq efterforsker et indbrud, der er sket natten til tirsdag den 5. september.

- Vi kan oplyse, at der er stjålet tre flasker sprut og et mindre pengebeløb, oplyser Grønlands Politi til Sermitsiaq.AG.

Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse, i hvilken virksomhed indbruddet er sket.

Ingen anholdte

Videoovervågning, som politiet er i besiddelse af, viser, at indbruddet er foregået i tidsrummet kl. 01.25 til kl. 2.00 natten til tirsdag.

- Politiet i Qaqortoq hører gerne fra vidner, der har set noget, eller som på anden vis har kendskab til sagen, lyder det.

Ejeren af virksomheden har anmeldt indbruddet til politiet tirsdag klokken 09.13.

Ejer delte overvågning på Facebook

Der er ingen anholdte eller sigtede i sagen, men politiet har nogle ret gode spor at gå efter, oplyser Grønlands Politi.

Ejeren af virksomheden har siden indbruddet delt brudstykker af videoovervågning, der viser indbruddet, men materialet blev senere fjernet fra de sociale medier igen.

Videoerne blev delt flittigt på de sociale medier og satte gang i en heftig debat.

Det kan være på kant med reglerne, hvis privat personer eller virksomheder deler overvågningsbilleder af kriminelle. Grønlands Politi kan hverken be- eller afkræfte, om de undersøger deling af overvågningsvideoerne.

Powered by Labrador CMS