IMAK: Derfor flygter lærerne

Lærere forlader i stort tal deres job. Nu må kommunerne se at tage problemet alvorligt, lyder meldingen fra lærernes fagforening.

Birthe Møller Therkildsen

AG kan i denne uge fortælle, at op mod 90 lærer i Qeqqata Kommunia har kvittet deres job i løbet af de seneste fem år. De er enten gået på pension eller har fundet noget andet.

Men det er langt fra kun i Qeqqata Kommunia at problemet eksisterer, lyder meldingen fra lærernes fagforening, IMAK.

- IMAK kan desværre genkende de problematikker, der er beskrevet i artiklen AG den 6. marts om stor lærerudskiftning i Qeqqata kommunia. IMAK skal i den forbindelse rose kommunen for at tage fat i problemerne, hedder det i en pressemeddelelse fra IMAK-formand, Birthe Therkildsen

- Men det samme billede ses desværre over hele Grønland.

Og fagforeningen har et klart billede af, hvor skoen trykker:

  • arbejdsmiljøet – ikke mindst et stigende antal sager med trusler, vold og stress
  • undervisningen i fag, som lærerne ikke føler sig kompetente til,
  • manglende opbakning til lærernes arbejde generelt både fra øverste ledelse og forældre samt det omgivende samfund
  • dårlige boliger og
  • mangel på kvalificeret børnepasning.

To andre fagforeninger, AK og DJØF har allerede været ude med utvetydige opfordringer til at tage problemet med de hyppige jobskifter alvorligt. IMAK er enig i, at problemet langt fra bliver taget alvorligt nok.

- Fra IMAKs bestyrelse skal lyde en kraftig opfordring til alle kommuner om at tage problematikkerne meget alvorligt, sørge for der løbende bliver lavet og revurderet arbejdspladsvurderinger, så problemer bliver løst inden de bliver uoverskuelige.

- Ikke mindst, at læreren bliver taget alvorligt, når de har været udsat for en urimelig belastning enten fysisk eller psykisk.

Fagforeningen påpeger, at kommunerne faktisk bør forsøge at finde ud af, hvor lærere kvitter jobbet.

- Endelig skal IMAK minde om, at det blev aftalt i 2000 i forbindelse med, at lærerne overgik fra central ansættelse til kommunal ansættelse, at kommunerne skulle anmode alle fratrædende lærere om et interview, så kommunen hurtigt kan reagere, hvis deres fratræden eventuelt skulle skyldes arbejdsgiverforhold.

Du kan læse mere om lærerflugten i Qeqqata Kommunia i AG:

Powered by Labrador CMS