ICC støtter pause i Arktisk Råd
Inuit-organisationen er desuden bekymret for det fremtidige samarbejde i rådet.
Samarbejdet i Arktisk Råd er lagt på is på grund af Ruslands militære angreb på Ukraine.
Inuit-organisationen ICC oplyser, at den støtter op om pausen i rådets arbejde:
- ICC følger situationen nøje og er enig med SAO'erne (embedsmænd i Arktisk Råd, red,) i, at denne midlertidige pause vil give tid til at overveje de nødvendige tiltag, som kan muliggøre at fortsætte Arktis Råds vigtige arbejde set i lyset af de nuværende omstændigheder, skriver ICC Grønlands præsident, Hjalmar Dahl, i en pressemeddelelse.
Hjalmar Dahl skriver videre, at ICC er bekymret for det fremtidige samarbejde i Arktisk Råd, der er baseret på et fredeligt samarbejde med gensidig respekt.
Forpligtet til fred
- Inuit har forpligtet sig til at Arktis forbliver en fredszone, en sætning, som blev lanceret af den seneste leder af Sovjetunionen, Mikhail Gorbatjov, i sin Murmansk-tale i 1987. ICC har gentagne gange gentaget dette budskab i alle sine dokumenter, senest i Utqiaġvik-erklæringen fra 2018, hvor ICC fik mandat til at arbejde for at erklære Arktis som en fredszone, skriver Hjalmar Dahl.
Det var 3. marts, at den danske udenrigsminister Jeppe Kofod meldte ud, at medlemslandene uden om Rusland var blevet enig om at suspendere arbejdet i rådet:
- I et tæt samarbejde med Grønland og Færøerne er Danmark og de seks andre medlemsstater i Arktisk Råd - selvfølgelig uden Rusland - blevet enige om, at vi suspenderer arbejdet i rådet midlertidigt og blandt andet ikke holder nogen møder i den kommende tid, sagde Kofod.
Russisk formandskab
Rusland har i øjeblikket formandskabet i Arktisk Råd, hvor medlemslandene - heriblandt Kongeriget Danmark - drøfter arktiske anliggender.
Det kan være om miljøbeskyttelse, klima, sundhed, marint samarbejde og bæredygtig økonomisk udvikling.