Hvem skal repræsentere Grønland i folketinget?
Valgdeltagelsen kan blive afgørende for, hvem der kommer til at repræsentere Grønland i folketinget.
I adskillige år har det nærmest været en naturlov, at Siumut får det ene mandat i folketinget og Inuit Ataqatigiit det andet.
Men denne gang virker det knap så sikkert. Ganske vist virker det stadig mest sandsynligt, men en række faktorer kan ændre på ligningen.
Der er ikke blevet foretaget nogen meningsmålinger i Grønland forud for folketingsvalget, så det gør det svært at komme med sikre bud. På den anden side har den fordel, at vælgerne ikke bliver påvirket af målingerne, men kan beslutte ud fra det politiske indhold.
Noget af det, der gør løbet mere åbent er, at Demokraterne har oplevet markant fremgang ved det seneste valg til Inatsisartut og kom ret tæt på IA og Siumut. Folketingsvalget er imidlertid ikke det samme som valg til Inatsisartut, så spørgsmålet er om de kan fortsætte fremgangen og snuppe det ene mandat.
Partii Naleraq har kæmpet engageret under valgkampen og kan tage stemmer fra især Siumut, men givet vis også fra IA.
Ved valget til Inatsisartut fik Aleqa Hammond fra Nunatta Qitornai et elendigt valg. Men hun har kastet sig ud i debatterne ved dette valg med stor kampgejst, så spørgsmålet er, om hun kan overraske.
Det ville være en stor overraskelse, hvis Atassut eller Samarbejdspartiet kommer ind, men også deres kandidater har kæmpet bravt, og skal nok hente deres andel af stemmerne.
Det er også værd at lægge mærke til, at valgdeltagelsen ved folketingsvalg traditionelt er lavt. Sidste gang var den på 50,4 procent. Skulle det være lykkedes et eller flere af partierne at mobilisere nogle af de mange tidligere sofavælgere, så kan det helt afgørende ændre billedet
Hvis IA bevarer sin plads, så vil det mest sandsynligt være partiets nuværende folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen, der igen vil få mandatet.
Får Siumut et mandat, så er der ikke en lige så tydelig favorit. Ineqi Kielsen, Aki-Mathilda Høegh-Dam, Jens-Erik Kierkegaard og Ulrikka Holm meget forskellige profiler og taler til forskellige vælgergrupper.
Samlet set må konklusionen være, at hver eneste stemme kan blive afgørende for, hvem der skal repræsentere Grønland på Christiansborg.