Henrik Fleischer anklages for magtmisbrug
Polar Seafoods topchef Jens Friis-Salling skyder med skarpt mod den tidligere formand for Fiskeriudvalget. Han beskyldes for magtmisbrug og korruption.
Polar Seafood er nu ude med hård kritik af den tidligere formand for fiskeriudvalget i Inatisartut Henrik Fleischer.
- Det er uvidenhed, korruption og magtmisbrug, siger Polar Seafoods direktør og storaktionær Jens Friis-Salling i kølvandet på, at den fremtrædende Siumut-profil har lagt pres på ham for at få ekstra betaling efter en for længst afsluttet handel.
Det skriver Sermitsiaq i påskeavisen.
I 2002 solgte Henrik Fleischer sit trawlerselskab Imartuneq Aps. med en rejekvote til Imartuneq A/S, der kontrolleres og drives af Polar Seafood.
Flere samtaler
– Jeg er meget træt af den sag. Henrik Fleischer prøver at presse os for at få flere penge, siger Jens Friis-Salling til avisen.
Henrik Fleischer solgte først sine anparter i Imartuneq Trawl Aps og dernæst sine aktier Imartuneq Trawl A/S. Det fik Fleischer i alt omkring syv millioner kroner for.
Siden Friis-Salling blev topchef i Polar Seafood i slutningen af 2018, har han haft flere samtaler med Fleischer, fordi formanden for Fiskeriudvalget mente, at han havde fået for lidt ud af handelen. Henrik Fleischer har følt sig snydt og vil have flere penge, men det er ikke blevet imødekommet af Polar Seafood.
Henrik Fleischer afviser, at han har lagt pres på Polar Seafoods direktør for at få flere penge.
Læs hele artiklen i Sermitsiaq, som du kan købe her: