Hårdere domme til tre hashsmuglere
Tre hashsmuglere har fået langt hårdere domme for at indsmugle syv kilo hash til Grønland af landsretten.
Tre personer er af Grønlands Landsret blevet idømt foranstaltninger på mellem 2 år og 6 måneder og 3 år og 6 måneder i anstalt for at have indsmuglet ikke under 7 kg hash til Grønland.
Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
I går tirsdag afsagde Grønlands Landsret dom i den store hashsag, hvor alle tre tiltalte blev fundet skyldige.
En mand i 20’erne og en kvinde i 40'erne blev idømt en foranstaltning på hver 3 år og 6 måneder i anstalt for deres rolle i sagen, mens den sidste gerningsmand, en kvinde i 50’erne, blev idømt en foranstaltning på 2 år og 6 måneder i anstalt.
Forskellen i de dømtes foranstaltninger skyldes primært de dømtes personlige forhold. De dømte skal desuden betale sagens omkostninger, oplyser Grønlands Politi.
Hårdere domme
I kredsretten blev de tiltalte fundet skyldige i indsmugling af lige over 3 kg hash og blev idømt foranstaltninger på mellem 1 år og 6 måneder og 3 års anstalt.
Anklagemyndigheden påstod i landsretten de tiltalte dømt for indsmugling af ikke under 7 kg hash, og at deres foranstaltninger skulle skærpes.
Anklagerfuldmægtig Martin Dahl Fuglsang udtaler:
- På baggrund af mængden og indsmuglingens organiserede karakter, påstod anklagemyndigheden, at de tiltalte skulle idømmes en længere foranstaltning sammenholdt med dommen i kredsretten. Vi er derfor meget tilfredse med, at landsretten har valgt at følge anklagemyndighedens påstand om skærpelse af samtlige af de tiltaltes foranstaltninger.
På trods af coronasituationen blev retssagen gennemført under særlige foranstaltninger, så det var sundhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre sagen.