Grønlandsk designer satser stort
Designeren Bibi Chemnitz satser stort på den kommende modeuge i København med modeshow i international klasse på Børsen og deltagelse på den anerkendte Gallery-messe i Forum
Den grønlandske designer Bibi Chemnitz afholder et stort modeshow i forbindelse med den kommende modeuge i København. Foto: Privat
Den internationalt anerkendte modeuge i København, som finder sted fra 30. januar til 3. februar, bliver denne gang det helt store udstillingsvindue for grønlandske Bibi Chemnitz, der siden 2006 har drevet sit tøjmærke under sit eget navn.
Lige fra start har hendes tøjmærke 'Bibi Chemnitz' været en verdensomspændende succes med forhandlere i New York, Tokyo, Hong Kong og andre storbyer og udstillinger på store modemesser i Tyskland, Frankrig, Holland og Italien.
Vil stå stærkere i Norden
En lang række omstændigheder gør, at Bibi Chemnitz har valgt at gøre Københavns modeuge til sit primære og vigtigste udstillingsvindue. Bibi Chemnitz har et stort ønske om at positionere sit navn stærkere i Skandinavien og Grønland og hun har fået en enestående mulighed for at holde et stort modeshow i Børsens gallasal.
- Copenhagen Fashion Week er det perfekte sted for mig at vise mine designs frem for mine dejlige kunder. Jeg er på hjemmebane og har denne sæson fået en fantastisk mulighed for at holde et kæmpe modeshow. I København er det lettere for alle mine grønlandske kunder at komme og se mine ting i levende live, siger Bibi Chemnitz.
Hun tilføjer, at hun er utrolig glad for den positive respons, hun har modtaget fra mange.
Gallery-modemessen i Forum finder sted fra torsdag den 31. januar til den 2. februar, og Bibi Chemnitz modeshow på Børsen finder sted fredag den 1. februar klokken 19.00.