Grønlands rolle diskuteres i Norden

Formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut skal torsdag mødes med nordiske statsministre. Et af emnerne bliver Grønlands rolle i Arktisk Råd

Aleqa Hammond vil diskutere Grønlands rolle i Arktisk Råd med nordiske statsministre. Assi.: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Nordiske statsministre og arbejdsmarkedsministre mødes i Stockholm i dag og i morgen torsdag. Aleqa Hammond og Naalakkersuisoq for råstoffer Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut deltager på vegne af Naalakkersuisut. Lejligheden bliver brugt til at diskutere Arktisk Råd.

- Samarbejdet i Arktisk Råd er et emne, som vil blive drøftet på møderne. Det er vigtigt, at også de andre nordiske lande, som deltager i Arktisk Råd-samarbejdet – Norge, Finland og Island – forstår alvoren i situationen i Arktisk Råd for Grønland og bakker op om Danmark og Grønland i denne sag, siger Aleqa Hammond.

Nordisk interesse
Mødet med nordiske statsministre kommer, efter at Aleqa Hammond besluttede af boykotte Arktisk Råds ministermøde i Kiruna.

Hun skulle i forvejen deltage i mødet i Stockholm sammen med Jens-Erik Kirkegaard, hvor ungsdomsarbejdsløshed bliver er hovedemnet. Men der bliver også lejlighed til at snakke om Arktisk Råd.

Naalakkersuisut skal også mødes med repræsentanter fra Åland og Færøerne, hvor Grønlands rolle i Arktisk Råd også bliver diskuteret.

- Vi er jo glade for den store interesse, der igennem de seneste år er opbygget i udlandet omkring vores land, men det betyder også, at vi må styrke vores tilstedeværelse de steder, hvor vi bliver mødt med tillid og respekt. Og det er vi altid blevet i det nordiske samarbejde, siger Aleqa Hammond.

Canada har i dag overtaget formandskabet i Arktisk Råd, hvor Leona Aglukkaq, der oprindeligt kommer fra Nunavut, er udpeget som formand.

Læs her alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Grønlands boykot af ministermødet i Arktisk Råd

Powered by Labrador CMS