Grønland og Færøerne i ny koldkrigsrapport

En ny rapport om Danmarks rolle i den kolde krig er lavet af Centret for Koldkrigsforskning

Jerntæppet gennem Europa havde mange sider. 18 meter under jorden ligger Stevnsforts 1,6 km gange og rum, der i dag er koldkrigsmuseum. Foto: Stevnsfortet
Offentliggjort

Endnu er indholdet i rapport om den kolde krig fortroligt, men Den Nordatlantiske Gruppe har spurgt forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V), hvorvidt Grønlands og Færøernes rolle i den kolde krig bliver afdækket i rapporten, der er udarbejdet for Centret for Koldkrigsforskning.

Tilbage i 2006 fik regeringen og Dansk Folkeparti afsat 10 millioner kroner på finansloven til forskning i Danmarks rolle i den kolde krig. Den Nordatlantiske Gruppe har derfor bedt forsvarsministeren om at svare på nedenstående spørgsmål:

Har ministeren kendskab til om Færøerne og Grønland indgår i koldkrigsrapporten, der blev finansieret gennem finansloven for 2006 og udfærdiget af Bent Jensen, og kan ministeren i så fald uddybe, i hvilket omfang Færøerne og Grønland indgår i rapporten?

Den Nordatlantiske Gruppe har tidligere gjort opmærksom på fraværet af Grønlands og Færøernes rolle i dansk koldkrigsforskning. Det på trods af, at Grønland og Færøerne – som tilsammen udgør 97 procent af det geografiske område i rigsfællesskabet – har haft stor geopolitisk betydning for Danmarks rolle i den kolde krig.

”Vi ved jo fra forskning uden for Danmark, at Færøerne og Grønland har haft umådelig stor betydning for Danmarks dispositioner fra anden verdenskrig og fremefter. Vi ved jo, at Danmark i sit forsøg på at finde en rolle i den kolde krigs ulyksaligheder, i balancen mellem stormagterne, jo har brugt Grønland og Færøerne som skakbrikker i det her store politiske skakspil. Det er ikke så mærkeligt, at man gjorde det, men det er mærkeligt, at man ikke har forsket i det og vender det blinde øje til denne dimension”, sagde Høgni Hoydal (Tjóðveldi) i Folketingssalen den 13. marts 2006, da Centret for Koldkrigsforskning var til behandling i Folketinget.

Centret for koldkrigsforskning afsluttede deres arbejde i slutningen af 2010 og afleverede i omegnen af 1000 sider til forsvarsminister Gitte Lillelund Bech. Siden har PET og andre myndigheder i snart et halvt år været i gang med at tage stilling til en række anmodninger om afklassificering af hidtil hemmelige oplysninger.

Powered by Labrador CMS