hele landet

Gonorré og klamydia buldrer frem

På seks år er antallet af grønlændere, der får gonorré fordoblet. Udbredelse af klamydia stiger med 50 procent

Offentliggjort

Kønssygdomme i Grønland spreder sig med stor fart. Antallet af gonorré-tilfælde er på blot seks år fordoblet, så det nu er én ud af 26 voksne grønlændere, der har gonorré. Også klamydia er i stærk fremgang, skriver Politiken tirsdag.

Ifølge nye tal fra Grønlands landslægekontor, der svarer til Sundhedsstyrelsen i Danmark, er der i dag 38 tilfælde af gonorré for hver 1000 indbyggere mellem 15 og 59 år.

Det er næsten en fordobling siden 2007, da der blev konstateret 20 tilfælde for hver 1000 indbyggere.

I Danmark er tallet langt lavere. Her er der kun 0,1 tilfælde per 1000 indbyggere, og risikoen for at få gonorré efter usikker sex er med andre ord omtrent 300 gange højere i Grønland end i Danmark.

Læs "Grønland topper igen på kønssygdomme"

Udviklingen bekymrer landslæge Flemming Kleist Stenz, fordi den tyder på en skødesløs holdning til sikker sex især blandt unge grønlændere. Han frygter, at det kan lede til en spredning af hiv i Grønland.

- Hidtil har hiv været begrænset til enkelte geografiske områder og mindre grupper. Men det høje antal tilfælde af gonorré og klamydia og det høje antal aborter tyder på, at der i for høj grad dyrkes usikker sex, siger Flemming Kleist Stenz til Politiken.

En helt anden seksualmoral
Landslægen mener dog ikke, at man kan sammenligne de danske og grønlandske tal uden videre. Historisk er der tale om en helt anden seksualmoral, understreger han.

- Hvis man sammenligner med de nordiske lande, er det en ekstremt højt forekomst af både gonorré og klamydia. Men det er lidt at sammenligne æbler og pærer.

- I Grønland forholder man sig til seksualitet på en anden måde end i de nordiske lande, siger Flemming Kleist Stenz til Politiken.

Landslægen forklarer lidt af stigningen i kønssygdommene med, at diagnosemetoderne er blevet bedre, så man opdager flere tilfælde, der ikke tidligere blev opdaget.

I Sermitsiaq nummer 37, der udkom 13. september, skrev avisen artiklerne "Grønland topper igen på kønssygdomme" og "Læge ønsker stadig et hiv-register". Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS