Glat landingsbane sender Norsaq på afveje

Atlantflyveren kan ikke lande i Kangerlussuaq på grund af glat landingsbane, så dagens passagerer fra Danmark ender hvor de startede efter en tur henover Kangerlussuaq og en ekstra landing på Island. Omkring 500 passagerer rammes derfor af forsinkelser i Nuuk og Kangerlussuaq.

Der er isglat i Kangerlussuaq. Derfor kan atlantflyveren ikke lande, og er nu snart på vej tilbage til København for at vente på yderligere info.
Offentliggjort

Landingsbaner, der er dækket af et fint islag, driller Air Greenland.

I hvert fald er det ikke lykkedes for atlantflyveren Norsaq at lande i Kangerlussuaq i dag.

Air Greenland oplyser, at atlantflyveren netop nu er på vej til Keflavik, så flyet kan tanke op. Derfra går turen tilbage til København, hvor passagerer og fly skal vente på ny afrejse.

- Omkring 500 passagerer er ramt af denne store afvigelse af trafikken både i dag og i går, hvor isglatte landingsbaner har forvoldt Air Greenland udfordringer. Det er ikke noget, vi er herre over, men lige nu arbejder vi på højtryk for at ombooke vores passagerer, oplyser kommunikationschef i Air Greenland, Katja Vahl til Sermitsiaq.AG.

Nuuk og Kangerlussuaq ramt

Ifølge Air Greenland er der forsinkelser i både Nuuk og Kangerlussuaq på grund af glatte landingsbaner. Udfordringerne begyndte allerede i går mandag i Nuuk, hvor et tyndt islag lagde sig da det støvregnede.

Air Greenland oplyser, at berørte passagerer vil få information om nye rejseplaner inden klokken 17.00 i dag.

Powered by Labrador CMS