GE-bekymring: Undrer sig over nyt politisk signal

Det er faldet Grønlands Erhverv (GE) for brystet, at politikerne i Erhvervs- og Råstofudvalget i en betænkning fastslår, at Naalakkersuisut og Grønlands Erhverv ”må antages at have modsatrettede interesser”.

- Vi er en stabiliserende faktor i arbejdsmarkedet og demokratiet, og det er jeg oprigtigt ked af, at vi ikke anerkendes for, siger GE-direktør Christian Keldsen.
Offentliggjort

Det undrer GE-direktør Christian Keldsen, at Inatsisartut-politikere ikke anerkender Grønlands Erhvervs rolle i det grønlandske samfund. Endda i en tid, hvor der fra politisk side igen og igen bliver sagt, at ”Vi skal stå sammen”.

Vi arbejder for det samme, lyder overskriften på et LinkedIn-opslag fra direktøren og hvor underrubrikken slår fast:

”Det handler ikke om målet – men vejen derhen”.

Savner anerkendelse

Over for Sermitsiaq, der bragte nyheden, hvor de modsatrettede interesser bliver italesat af Erhvervs- og Råstofudvalget, slår Christian Keldsen følgende fast:

- Vi er en stabiliserende faktor i arbejdsmarkedet og demokratiet, og det er jeg oprigtigt ked af, at vi ikke anerkendes for. Vi er 330 medlemsvirksomheder, der repræsenterer 8.400 medarbejdere, hvilket er 30 % af arbejdsstyrken. Jeg er ret sikker på, at det bagland vil være meget ked af at høre, at man opfattes som at have modsatrettede interesser fra landets lovgivende forsamlinger, valgt af samme gruppe mennesker.

Og han trækker tråde til den aktuelle højspændte situation, hvor Trump har krævet et ejerskab af Grønland.

Bemærkelsesværdigt

- I en tid, hvor strategien er at stå sammen, er det bemærkelsesværdigt, at man anskuer organisationsfriheden på denne måde. Skulle man anskue situationen i USA fra forrige Trump-periode, så angreb Trump igen og igen de amerikanske institutioner, men USA havde bygget så stærkt et system, at demokratiet kunne modstå hans angreb, lyder det fra direktøren, der tilføjer:

- Uden sammenligning i øvrigt, så skal man jo huske, hvor vigtigt civilsamfundet i Grønland er, og lige netop i den situation vi er i, skal vi styrke det, og ikke så tvivl om det. At vi en gang imellem bringer noget andet til bordet betyder ikke, at vi har modsatrettede interesser.

GE-direktøren pointerer, at det alene er GE og ikke øvrige interesseorganisationer, som betænkningen handler om i sagen, hvorvidt de selvstyreejede og nettostyreejede selskaber skal melde sig ud af arbejdsgiverforeningen.

Ingen modsætning

- Jeg har derfor (i mine opslag på LinkedIn, red.) tilladt mig at lægge til grund, at man forhåbentlig ikke skal læse betænkningen, som at Inatsisartut og Naalakkersuisut ikke arbejder for et stærkt samfund og et stærkt erhvervsliv. For det er jo det, vi arbejder for, og det kan derfor ikke være en modsætning.

I Christian Keldsens LinkedIn-opslag pointerer han, at ”det er positivt, at man politisk ikke ønsker at pålægge dele af erhvervslivet at melde sig ud af en navngiven interesseorganisation. I dette tilfælde Grønlands Erhverv. Sammen står vi stærkere, og hele samfundet vinder på den stabilitet, som organisationsfriheden skaber for arbejdsmarkedet”.

Powered by Labrador CMS