Fremmede stater kan forsøge at påvirke valget
Fremmede stater kan via påvirkningsaktiviteter forsøge at skabe splid og påvirke den offentlige debat under folketingsvalget, vurderer danske myndigheder.
Politiets Efterretningstjeneste har sammen med Forsvarets Efterretningstjeneste og Styrelsen for Samfundssikkerhed udarbejdet en trusselvurdering vedrørende folketingsvalget.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det igangværende folketingsvalg kan blive udsat for forsøg på påvirkning af fremmede stater.
Det fremgår af en trusselsvurdering udarbejdet af Politiets Efterretningstjeneste (PET) Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK) i Danmark.
Påvirkningstruslen kommer ifølge vurderingen primært fra Rusland på grund af Danmarks involvering i Ukraine-krigen, men truslen kan også komme fra andre statslige aktører.
- Påvirkningsaktiviteterne kan have til formål at skabe splid, påvirke den offentlige debat eller være målrettet specifikke kandidater, partier eller politiske dagsordener, skriver PET.
USA og Grønland nævnes
Trusselsvurderingen nævner specifikt, at USA's udtalte ønske om at tage ejerskab over Grønland har ført til spredning af mis- og desinformation vedrørende Kongeriget Danmark, som kan skabe usikkerhed i forbindelse med det kommende folketingsvalg:
- USA's fokus på Kongeriget har endvidere skabt nye internationale konfliktlinjer, som fremmede stater som f.eks. Rusland og Kina kan udnytte i påvirkningsøjemed, står der videre i vurderingen.
Påvirkning kan komme fra MAGA-miljøet
I vurderingen lægges vægt på, at USA ønsker en anden retning for den politiske
udvikling i Europa, og det kan
komme til udtryk i aktiviteter fra amerikanske myndigheder, der kan have en
afsmittende effekt på debatten i Danmark:
- Eventuelle amerikanske forsøg på at påvirke den offentlige debat i Europa kan
udgå fra mange forskellige aktører uden formel tilknytning til den amerikanske
administration. Det gælder bl.a. privatpersoner eller netværk omkring MAGA-miljøet, skriver myndighederne.
Sandsynligt med angreb fra Rusland
Ifølge trusselsvurderingen er det meget sandsynligt, at Danmark er et selvstændigt, prioriteret mål for russiske påvirkningsaktiviteter som bl.a. desinformation, dvs. bevidst spredning af falske eller fordrejede budskaber, mindre omfattende cyberangreb, såsom overbelastningsangreb, samt trusler om alvorlige cyberangreb.
20. februar fandt et cyberangreb sted i Grønland. Her meldte myndighederne om et såkaldt DDoS-angreb mod flere hjemmesider i Grønland, og en russisk hackergruppe tog ansvaret for angrebet.
Sermitsiaq har spurgt PET, om det er muligt at få yderligere kommentarer til situationen omkring valget i Grønland, men PET henviser til den udsendte vurdering.