Forsøgte at røve butik med stor kniv
En mand forsøgte tirsdag aften at true sig til penge i Brugseneeraq i Qaqortoq. Det mislykkedes, og han blev senere anholdt. Politiet overvejer, om manden skal indlægges på en psykiatrisk afdeling.
Tirsdag aften blev Brugseneeraq i Qaqortoq udsat for et røveriforsøg.
Vagtchef Jens Rønberg fortæller, at en maskeret mand bevæbnet med en stor kniv kom ind i butikken og forlangte penge.
Uagtet at manden var bevæbnet, måtte han kort efter forlade butikken med uforrettet sag.
Ifølge vagtchefen var manden i butikken under et minut. Han fik ingen penge, og ingen kom til skade.
Vagtchefen fortæller, at butikkens personale så manden gå over imod nogle blokke, og politiet anholdt hurtigt derefter en mistænkt i sagen.
Der er ifølge politiet tale om en mand med psykiske problemer, og han sidder nu tilbageholdt til afrusning. Politiet overvejer sagens videre forløb, herunder om der skal tages skridt til at få manden indlagt på en psykiatrisk afdeling.