Forsker: Frederiksen leverer et mesterstykke i diplomati

Frederiksen og Trump har talt sammen i telefon. Det er diplomatisk arbejde på højt niveau, siger forsker.

Offentliggjort

Statsminister Mette Frederiksen (S) springer ud som international diplomatisk rockstjerne med sin kontakt med præsident Donald Trump.

Det vurderer Martin Marcussen, der er professor ved Københavns Universitet, hvor han forsker i diplomati og international forvaltning.

- Hvis der ikke kommer et tweet fra præsidenten inden for de næste dage, hvor der står, at det var en fejltagelse, må man sige, at hun har bestået alle prøver i international diplomati på højt niveau, siger han.

Det skabte røre, da Trump natten til onsdag udskød et besøg til Danmark på ubestemt tid, efter at Frederiksen havde afvist at sælge Grønland.

Men torsdag har de to statsledere været i telefonisk kontakt og ifølge statsministeriet haft en "konstruktiv" samtale.

- Hvis man læser om den situation, der har været den seneste uge i danske og internationale medier, har der været nogenlunde konsensus om, at Trump har været udenfor rækkevidde, siger Marcussen og tilføjer:

- Det gælder både pædagogisk og diplomatisk.

Men uanset hvem, der tog initiativ til telefonopkaldet, lader det til, at der er blevet skabt en kommunikationskanal, påpeger han.

- Det er et mesterstykke, hvis det er sket, siger forskeren.

Trump sagde onsdag aften, han ikke var tilfreds med, at statsministeren havde kaldt hans tanker om at købe Grønland for en "absurd diskussion".

Det var ifølge ham både "upassende" og "væmmeligt", at Mette Frederiksen brugte ordet "absurd".

Powered by Labrador CMS