Formand for Siumut: - Siumut har mistet sin politiske højborg i Kujalleq

Formanden for Siumut, Erik Jensen erkender blankt, at det er et stort tab for partiet at miste endnu to højt respekterede folkevalgte i Kommune Kujalleq.

Partiet Siumut har altid været det største parti i Sydgrønland, lige indtil sidste kommunalbestyrelsesvalg, hvor partiet fik en meget stor vælgerlussing, siden da er det gået ned ad bakke for samarbejdet internt i partiet. Det er nu kulmineret til at partiet er halveret i Kommunalbestyrelsen.

Siumut har - generelt set - domineret den politiske udvikling i Sydgrønland igennem tiderne, lige indtil sidste kommunalbestyrelsesvalg, hvor vælgerne denne gang valgte at det skal være IA, der står i spidsen for kommunen.

I kommunalbestyrelsesvalget 2021 fik Siumut en enorm lussing fra vælgerne. Med hele 15,7 procent gik partiet ned (1.365/2021 mod 1.924/2017) mens ærkerivalen IA kunne sole sig med hele 17,4 procent fremgang (1.726/2021 mod 1.152/2017).

Siden da er det kun gået ned ad bakke for partiet Siumut. For i stedet for at kæmpe sig tilbage på banen, har Siumuts lokale politikere kke kunnet enes om deres fælles politiske projekt for kommunen, og det koster partiet et stort tab, og dette uden at valgperioden er overstået.

Godt nok har Atassuts Kim Ezekiassen (95 stemmer) fra Nanortalik tilføjet ekstra mandat til partiet, da han valgte at droppe Atassut og gik over til Siumut.

Men det har ikke hjulpet partiet væsentligt, for ikke længe efter kommunalbestyrelsesvalget valgte Margrethe Thaarup Andersen (158 stemmer) at bryde ud af partiet, og nu har partiet mistet to af sine største stemmeslugere, nemlig tidligere borgmester, Simon Simonsen (229 stemmer) og Karen Marie Kyed Frederiksen (101 stemmer).

Jensen indrømmer: - Vi har igennem lang tid forsøgt at hjælpe til fra moderpartiet

I omkring et år har moderpartiet forsøgt at få løst de problemer og stridigheder der er inde i partiet. Det fortæller Erik Jensen overfor Sermitsiaq.AG:

- Jeg er først og fremmest meget ked af at miste to så indflydelsesrige lokalpolitikere, men vi har fra partiet forsøgt at hjælpe lokalafdelingen Siumut Kujalleq igennem omkring et år. Vi kan ikke andet end at tage til efterretning, at de to har valgt at forlade partiet.

- Den eneste trøst, jeg kan se i denne situation, er, at de to afhoppere har rettet fokus på lokale partiforhold og ikke vores første politik på landsplan. Samtidig kan jeg bekræfte, at vores samarbejde i det øvrige kommunalbestyrelser og Inatsisartutgruppe er rigtig godt, og at der er sammenhold.

- Der er nu lidt over et år til næste kommunalbestyrelsesvalg, jeg håber, at lokalafdelingen kan rette op på de interne stridigheder og arbejde målrettet for at genetablere samhørigheden og fællesskabet forud for det kommende valg, vi fra moderpartiet vil i hvert fald stille os til rådighed og bruge ressourcer på, at de kan komme problemerne til livs og dermed være klar til at søge om størst mulig indflydelse i kommunalbestyrelsen i Sydkommunen, siger Erik Jensen til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS