Folketingsvalg: IA parat til at gå i regering

Inuit Ataqatigiit har som et centralt krav, at der skal etableres en arktisk minister, og posten skal besættes med en person fra Grønland

Offentliggjort

Hvis folketingsvalget ender mere tæt end meningsmålingerne viser lige nu, og de nordatlantiske mandater bliver tungen på vægtskålen, så bliver en minister for ansvar for Arktis et af IA's afgørende krav i forbindelse med forhandlingerne.

- Hvis IA bliver det afgørende mandat ved regeringsforhandlingerne efter folketingsvalget, så vil et centralt krav være, at en arktisk minister udpeges - og at denne person bør komme fra Grønland. Når Danmark erklærer sig som arktisk stormagt, så bør man også have en arktisk minister - fra Arktis. Der sker meget i Arktis i disse år. Men det er altså her i Grønland de virkelige eksperter sidder, siger partiets kandidat Aqqalukkuluk Fontain i en pressemeddelelse.

Skridt mod selvstændighed

Og hvis den situation skulle opstå, så er Inuit Ataqatigiit parat til at gå ind i en kommende regering.

- Hvis vi bliver tungen på vægtskålen og samtidig Grønlands største parti ved folketingsvalget, så vil det være oplagt, at det er Inuit Ataqatigiit, der besætter posten som arktisk minister, siger IA's kandidat og folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen til Sermitsiaq.AG.

- Sidder vi med den afgørende stemme, så vil en arktisk minister besat med en person fra Grønland være et helt afgørende krav.

Partiets kandidat Anders Jensen mener, at en grønlandsk medvirken helt inde i regeringens maskinrum, kan være med til at gøre Grønland klar til at stå på egne ben.

- Samlet set tager vores fokuspunkter afsæt i en vurdering af, at Grønland både skal opnå selvstændighed på sigt og samtidig er og skal være tæt knyttet til verden omkring os. Det kræver ligeværdig medindflydelse i forholdet til Danmark, det er oplagt med en Arktisk Minister, med adgang til al den viden og indsigt som regeringsdeltagelse giver, lyder hans udmelding i pressemeddelelsen.

I et interview med AG lukker Lars Løkke Rasmussen (V) op for muligheden for at udnævne en grønlandsminister, hvis han får mulighed for at fortsætte som statsminister. Han siger dog ikke noget om, hvem han vil besætte den med.

Du kan læse hele interviewet med Lars Løkke Rasmussen i AG:

Powered by Labrador CMS