Flypassagerer sendt i karantæne på hotel

Epidemikommissionen har fortsat mistanke om, at tre personer, der er identificeret som herboende i Grønland, er smittet med coronavirus. Derfor er de blevet sat i karantæne på Hotel Kangerlussuaq.

Offentliggjort

- Her skal de under tilsyn af sundhedspersonale opholde sig på hver sit værelse, ind til der modtages svar på de blodprøver, de tidligere i dag har fået udtaget af sundhedsvæsenet. Prøverne skal sendes med flyet retur til Danmark, hvorfor patienterne formentligt modtager resultat på prøven inden for et par dage, skriver Epidemikommissionen i en pressemeddelelse, den tredje i dag.

Foruden de tre personer, der er sat i karantæne i Kangerlussuaq, oplyser epidemikommissionen, at alle passagerer derudover har fået lov til at fortsætte deres videre rejse.

Alle andre kan fortsætte rejse

- Højrisiko-passagerer er alle blevet vejledt af landslægen om, hvordan de skal forholde sig. En højrisikopassager er en person, som har siddet inden for to stoles afstand til den person, der mistænkes for at være smittet. Højrisiko-passagerer kan som udgangspunkt fortsætte deres rejse til den endelige destination, såfremt rejsen afsluttes inden for to dage. Herefter skal de i frivillig karantæne, hvor de er blevet vejledt af landslægen om at holde øje med evt. symptomer, fremgår det af pressemeddelelsen.

Øvrige passagerer skal holde øje med evt. symptomer på coronavirus. Disse er typisk feber, hoste, åndenød, hovedpine og muskelømhed. Hvis de er uden symptomer kan de i øvrigt færdes som de ønsker.

Atlantflyet er blevet færdigrengjort efter aftalt procedure med myndighederne, og netop er afgået mod Danmark, oplyses det.

Powered by Labrador CMS