En fejl i optællingen af stemmer ved folketingsvalget i marts har betydet, at Nivi Rosing fra Inuit Ataqatigiit har fået registreret 300 stemmer for lidt.
Nivi Rosing fik 405 stemmer i Kommuneqarfik Sermersooq, men i den foreløbige optælling blev der registreret 105 stemmer. Det bekræfter Rigsombuddet til Sermitsiaq.

På landsplan betyder det, at Nivi Rosing har fået 1.016 stemmer i stedet for de 716, der fremgår af den foreløbige optælling.
Til sammenligning har førstesuppleanten Pipaluk Lynge fået 1.035 stemmer.
Fejlen har også betydning for suppleantpladserne. Nivi Rosing er blevet registreret som tredje suppleant, mens Aqqalukkuluk Fontain fra Inuit Ataqatigiit er registreret som anden suppleant. Med de korrekte stemmetal bytter de to pladser, så Nivi Rosing bliver anden suppleant, mens Aqqalukkuluk Fontain bliver tredje suppleant.
Ifølge Rigsombuddet opstod fejlen under optællingen af stemmerne i Godthåbhallen på valgaftenen.
Rigsombuddet blev orienteret om fejlen dagen efter valgaftenen af den valgansvarlige i Kommuneqarfik Sermersooq.
Rigsombuddet forklarer, at man ikke reagerede på fejlen med det samme, fordi optællingen på valgaftenen endnu kun var foreløbig. Der kunne derfor være tale om andre fejl eller ændringer i resultatet, og Rigsombuddet ønskede først at undersøge sagen nærmere, før man reagerede.
Valgbogen skal nu godkendes af Folketinget. Det er dermed Folketinget, der i sidste ende skal tage stilling til, om valget kan godkendes på baggrund af den eksisterende optælling.