Færøerne: Minister trækker sig efter byggeskandale
Den færøske kulturminister Rigmor Dam har trukket sig i kølvandet på skandale omkring byggeriet af storslået gymnasiecenter til cirka 700 millioner kroner.
Færøernes nye pompøse gymnasiecenter i Tórshavn, Glasir, der har over 1500 elever og 250 ansatte, er blevet ramt en stor byggeskandale. Det er det danske arkitektfirma BIG med Bjarke Ingels i spidsen, der har lavet arkitektur og været designer på Glasir, som på engelsk bliver kaldt Torshavn College.
Skandalen omkring byggeriet af uddannelsescentret, der blev indviet i august og har kostet omkring 700 millioner kroner, førte i mandags til, at den færøske kulturminister, landsstyremedlem Rigmor Dam, måtte trække sig fra sin post.
Ulovligt merforbrug
Før jul blev Ewald Kjølbro, chef for Færøernes byggestyrelse, Landsverk, der er bygherre på Glasir-projektet, fyret. Han blev afskediget af landsstyremedlem for samfærdsel og offentligt byggeri Heðin Mortensen og hans ministerium bl.a. for ulovligt merforbrug og for at få politisk ro omkring institutionen. Ministeriet har ansvaret for Landsverk.
Der var bevilget syv millioner kroner til græstag, men pengene var i stedet blevet brugt til et andet formål. Desuden var der 14 millioner kroner i underskud på skolebyggeriet. Penge, som ikke var blevet bevilliget.
I søndags kunne den færøske radio, Kringsvarp Føroya, KVF, fortælle, at der yderligere er konstateret 30 millioner kroner i overforbrug på det store byggeri til omkring 700 millioner kroner.
Landsstyremedlem trækker sig
Dagen måtte landsstyremedlem for kultur Rigmor Dam trække sig fra sin post. Det er ministeriet, der har ansvaret for bevillingerne, da det har bestilt skolecentret.
Lagmand Aksel V. Johannesen har midlertidigt overtaget det politiske ansvar for kulturområdet. I går blev landsrevisorerne sat til at kulegrave sagen. Undersøgelsen forventes at være klar om to måneder.
Da de sidste regninger ikke er kommet ind, kender man ikke den endelige pris på uddannelsescentret i Torshavn.
Tre uddannelsesinstitutioner
Glasir har samlet de tre gymnasiale uddannelsesinstitutioner Færøernes Gymnasium, Handelsskolen og Teknisk skole. Det storslåede kompleks, er på næsten 20.000 kvadratmeter og har seks etager.
Det eksklusive Tórshavn College er nu Færøernes største arbejdsplads for folk med akademiske uddannelser. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary besøgte i øvrigt Tórshavn College under deres officielle besøg på Færøerne i slutningen af august.