forskning
En skrøne, at fisk beskytter mod blodpropper?
Nu viser nyt overraskende forskningsresultat, at svaret på grønlænderens lave forekomst af blodpropper måske ikke skal findes i kosten
Ny forskning fra Aalborg Universitetshospital tyder på, at det er en skrøne, at fisk beskytter mod blodpropper i hjertet. Tværtimod øger en fiskerig kost inflammation i kroppen, som er en markør for åreforkalkning.
Da de danske læger Bang og Dyerberg i 1970’erne påviste, at grønlænderne fik markant færre blodpropper end danskerne og kædede det sammen med grønlændernes høje fiskeindtag, startede det en tsunami af forskning i hele verden. I årtier har forskerne ment, at fisks høje indhold af omega-3 fedtsyrer er godt for hjertet.
Nu viser et overraskende forskningsresultat fra Center for Grønlandsforskning på Aalborg Universitetshospital, at svaret på grønlænderens lave forekomst af blodpropper måske ikke skal findes i kosten.
- Vi har målt inflammationen i blodet hos grønlændere, og resultatet er stinkende sikker - den traditionelle grønlandske kost med masser af fisk øger inflammation. Det stik modsatte af det, vi forventede. Inflammation og blodpropper i hjertet hænger sammen. Jo mere inflammation, jo højere forekomst af blodpropper, siger forskningsansvarlig overlæge og leder af Center for Grønlandsforskning på Aalborg Universitetshospital Stig Andersen i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen er netop publiceret i det internationale, anerkendte kardiologiske tidsskrift Atherosclerosis.
Korrigeret for ændrede madvaner
Forskerne har taget blodprøver på 535 personer i Grønland i aldersgruppen 50 til 69 år, som har øget risiko for at få blodpropper i hjertet. De har målt to markører for inflammation, YKL-40 og hsCRP, og analyseret grønlændernes madvaner ved hjælp af omfattende kostspørgeskemaer.
Undersøgelsen viste, at de grønlændere, der primært spiste traditionel grønlandsk kost som fisk, sæl og hval havde markant mere inflammation i kroppen sammenlignet med de, der primært spiste importerede fødevarer. Også når forskerne korrigerede for kendte faktorer, der påvirker inflammation, som køn, alder, BMI, rygning og alkoholforbrug.
Nu vil forskerne undersøge, om inflammation hos grønlænderne, og dermed forekomsten af blodpropper i hjertet, kan hænge sammen med noget helt andet, for eksempel om det skyldes forurening i fiskene.