Eftersøgning efter savnet mand indstilles

Myndighederne har torsdag besluttet at indstille eftersøgningen efter en savnet mand i Sydgrønland.

Offentliggjort

Siden søndag har Grønlands Politi og Arktisk Kommando søgt efter en mand i begyndelsen af 60'erne.

Manden sejlede afsted i en jolle fra Nanortalik mod Narsarmijit fredag eftermiddag i sidste uge.

Søndag blev han meldt savnet, da han ikke var dukket op.

Torsdag oplyser vagtchef Jørgen Madsen, at man har besluttet at indstille eftersøgningen, og at de pårørende er orienteret.

Politiet og Arktisk Kommando har blandt andet søgt efter den savnede mand med skibe og helikoptere, men desværre uden resultat.

- Vi har søgt i de interessante områder flere gange, og vi har ikke yderligere at gå efter, siger vagtchef Jørgen Madsen om beslutningen.

Powered by Labrador CMS