Efter stigning i anmeldelser: Qeqqa vil forebygge deling af nøgenbilleder
Anmeldelser af børnepornografi er steget næsten til det dobbelte i løbet af et år. Nu har Qeqqata Kommunia vedtaget et tiltag for at forebygge delinger af nøgenfotos af børn og unge.
Qeqqata Kommunia ønsker at sætte forebyggelse af deling af nøgenbilleder af børn på skoleskemaet. Derfor er en vejledende brochure, som kan være med til at åbne samtalen med børn og unge om emnet sendt ud til samtlige folkeskoler i kommunen.
Det oplyser Qeqqata Kommunia på sin hjemmeside.
- Alle elever får muligheden for at få viden om konsekvenser, hvis man videresender nøgenbilleder til andre. Brochurerne kan bruges alle, oplyser kommunen på sin hjemmeside.
Stigende anmeldelser
Ifølge Grønlands Politis statistik for kriminalitet i Grønland er der en fordobling af anmeldelser i løbet af et år. I 2021 lå anmeldelser på 17, mens tallet er steget til 31 i 2022.
- Det er enormt følsomt, når intime billeder eller film deles offentligt. Det, der måske begynder som noget sjovt og spændende, kan ende i skyld og skam, tillidsbrud, chikane og mobning, lyder det i brochuren.
Kommunen ønsker at forebygge deling af nøgenbilleder, og opfordrer forældre om at være opmærksomme på børn og unges brug af sociale medier.
Kommunen kommer med disse anbefalinger:
- Vær opmærksom på barnets mobiltelefon eller iPad.
- Vær opmærksom på hvordan sociale medier bliver brugt af barnet
- Tag en snak om kroppens udvikling, og om at passe på kroppen
- Tag en snak om, at det kan være grænseoverskridende at tage nøgenbilleder
- Slet billeder hvis uheldet er sket
- Fortæl barnet, at billeder delt på nettet ikke kan slettes igen
- Hvis barnet er modtager af billeder, lær barnet ikke at videredele billederne
- Oplys godt og grundigt børn og unge om den onlineverden, de bevæger sig i hver dag. De skal vide, at der ikke er nogen garanti for, at noget forbliver privat. De skal kende deres rettigheder og vide, at de har krav på, at andre spørger om lov eller beder om samtykke til at dele billeder og film.
I brochuren er der også en vejledning til forældre om, hvordan de kan håndtere situationen med barnet, hvis skaden er sket. Brochurerne kan findes på Qeqqata Kommunias hjemmeside.