Kommune Kujalleq
Dyster børnerapport får borgmester til at handle
Børnetalsmanden har fremlagt en dyster rapport om forholdene i den grønlandske sydkommune Kujalleq. Borgmester Jørgen Wæver Johansen er glad for rapportens anbefalinger og sætter børneseminar på dagsordenen.
Børnetalsmanden udsendte tidligere onsdag en rapport om forholdene i Kommune Kujalleq, der var bekymrende i forhold til at sikre børns trivsel, udvikling og rettigheder i forhold til FN´s Børnekonvention.
Læs også: Børnetalsmand bekymret over børnenes forhold i Sydgrønland
Børnetalsmanden Aviâja Egede Lynge præsenterede onsdag rapporten for kommunen på et pressemøde, og det har fået borgmesteren til at handle omgående.
- I alt for mange år har vi kun symptombehandlet problemerne i stedet for at tage fat i det, der er det væsentligste problem, nemlig at ikke alle forældre magter at opfylde forældrerollerne og være der for deres børn – også som foregangsbilleder. Vi må derfor sætte ind med en helhedsorienteret indsats, hvor vi sammen tager fat på at løse årsagerne og ikke symptomerne. Det er ikke noget, der bare kan gøres fra den ene dag til den anden, men en erkendelse heraf er begyndelsen på problemernes løsning og dermed skabelse af et fundament for en bedre fremtid for vores børn, skriver Jørgen Wæver Johansen i en pressemeddelelse.
Vil lave børneseminar
Borgmesteren oplyser, at han vil opfordre den nye kommunalbestyrelse efter valget den 4. april til at tage initiativ og indkalde til et børneseminar, hvor rapportens anbefalinger bliver gennemgået. Han vil desuden arbejde for, at samarbejdet med MIO og andre relevante organisationer igangsættes.
- Vi skal sætte barnet i centrum og huske at på, at børnene er vores fremtid. En fremtid vi kun kan skabe sammen, pointerer Jørgen Wæver Johansen.