Erhvervsfremstød
Dronningen tager Grønland med til Kina
Grønland er med dronningen i Kina i stort erhvervsfremstød
Både Royal Greenland og Visit Greenland er med i den store erhvervsdelegation, som i øjeblikket besøger Kina med dronningen som døråbner.
Koncernchef i Royal Greenland, Michael Thinghuus, oplyser, at både salgsdirektøren og den Kina-ansvalige medarbejder deltager i delegationen i Kina.
Visit Greenland er med for at undersøge mulighederne for at tiltrække flere turister fra Kina. Kina er et vigtigt marked, har direktør Anders Stenbakken tidligere udtalt til Sermitsiaq.
Fra selvstyret deltager Departementet for Erhverv og Råstoffer, oplyser protokolchef Jakob Rohmann Hard i Udenrigsdirektoratet.
- Vi fik en invitation i år, siger han.
Hvordan er reglerne?
For det er ikke altid, at Grønland inviteres med, når der er erhvervsfremstød i udlandet, og kongehuset er med til at promovere erhvervslivet. Der er ingen tradition for, at man per automatik inviterer Grønland med på kongehusets officielle rejer.
Formanden for Naalakkersuisut, der fredag er på vej til Danmark, siger fra Kangerlussuaq, at hun vil se på reglerne.
- Jeg efterlyser en mere klar retningslinje for, hvornår Grønland skal med, i hvilke sammenhænge og i hvilken grad. Således at Danmark og Grønland (og Færøerne for den sags skyld) ved, hvordan vi som et rigsfællesskab skal kunne agere for at få den størst mulige effekt i udlandet for hele rigsfællesskabet, siger Aleqa Hammond, der vil tage sagen op med den danske udenrigsminister for at sikre, at rigsfællesskabet repræsenteres på en god måde, som alle parter i fællesskabet kan få gavn af.
- Forskellige selskaber eller erhvervsfolk kommer som regel med, når en formel invitation er sendt til dem - og deltagelse bestemmes generelt af, om disse virksomheder har råd til dette og har tid og ressourcer til rejsen - i henhold til deres budgetter. Naalakkersuisut deltager ikke på officielle rejser, medmindre der er en formel aftale, rent politisk, siger Aleqa Hammond.