endt orlov
Doris Jakobsen er tilbage
Siumut-politikeren, der siden februar har haft orlov fra Naalakkersuisut, er nu meget snart tilbage på posten
Det kom for mange som en stor overraskelse, da Siumut i februar meddelte, at Doris Jakobsen var blevet bevilget orlov fra Naalakkersuisut for i stedet at genoptage sit hverv som folketingsmedlem indtil næste folketingsvalg, som bekendt finder sted torsdag i denne uge.
Kort efter fortalte Doris Jakobsen til Sermitsiaq.AG, at hendes orlov falder efter ønske fra formanden for Siumut Kim Kielsen og Siumuts hovedbestyrelse - i kølvandet på partitoppens utilfredshed med den vikarierende Nick Nielsen i Folketinget.
Læs: Doris Jakobsen om sin orlov: Det sker efter Siumuts ønske
Læs: Doris Jakobsen tager orlov fra Naalakkersuisut
Nåede kun to måneder inden sin orlov
- Torsdag aften, når valgstederne lukker, går det gamle Folketinget af. Derfor er Doris Jakobsen med virkning fra fredag frigjort fra hvervet som folketingsmedlem, oplyser selvstyret i en pressemeddelelse.
Doris Jakobsen vender derfor fredag tilbage til hvervet som naalakkersuisoq for sundhed og nordiske anliggender.
Posten som naalakkersuisoq for sundhed har under Doris Jakobsens orlov været varetaget af naalakkersuisoq Martha Lund Olsen, mens naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq har varetaget området for nordisk samarbejde.
Begge politikere er fra Siumut.
Doris Jakobsen blev 12. december 2014 indsat som naalakkersuisoq for sundhed og nordiske anliggender.