Domstol giver Israel ordre om at forhindre folkedrab i Gaza
Den Internationale Domstol kræver, at Israel gør alt, der er muligt, for at undgå folkedrabshandlinger i Gaza.
Den Internationale Domstol i Haag er klar til at gå videre med en sag, hvor Sydafrika har anklaget Israel for folkedrab i Gaza.
Sådan lyder meldingen fredag, hvor der har været høring ved domstolen i den hollandske by Haag.
Her traf domstolen beslutning om en række tiltag.
Domstolen kræver først og fremmest, at Israel indfører hastetiltag og træffer "alle foranstaltninger, der står i landets magt" for at undgå folkedrab i Gaza.
Her stemte 15 af rettens 17 dommere for. To stemte imod.
Israel skal desuden sikre, at landets soldater ikke begår folkedrabshandlinger.
Enhver offentlig kommentar, der kan betragtes som en opfordring til at begå folkedrab i Gaza, må straffes og helst forhindres, lyder det videre. Her stemte 16 dommere for og én imod.
Med samme stemmetal - 16 for og én imod - siger domstolen, at Israel skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at forbedre den humanitære situation i Gaza.
Og så skal Israel forhindre, at bevismateriale, der kan bruges i folkedrabssag, bliver ødelagt. Det skal derimod bevares.
Denne ordre omfatter ifølge det britiske medie BBC, at Israel ikke må nægte undersøgelsesmissioner og andre instanser adgang til dette bevismateriale.
Israel skal rapportere tilbage til domstolen indenfor en måned, lyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Sagen er anlagt af Sydafrika, som mener, at Israel begår folkedrab i Gaza.
Der kan gå flere år, før selve afgørelsen om, hvorvidt Israel har brudt FN's folkedrabskonvention, kommer. Det tager domstolen ikke stilling til fredag.
Konventionen er fra 1948, og både Sydafrika og Israel har skrevet under på den.
Den Internationale Domstol i Haag anerkender fredag, at palæstinenserne i Gaza har ret til at blive beskyttet mod folkedrabshandlinger.
Sydafrika havde anmodet om øjeblikkeligt at få standsets Israels militære handlinger i Gaza. Det gav retten ikke medhold i og beordrede altså ikke en våbenhvile.
Israel har pure afvist beskyldningerne fra Sydafrika og havde forinden bedt domstolen afvise sagen helt. Men det gjorde domstolen altså ikke.
Landet har fremhævet, at det har ret til at forsvare sig selv efter det Hamas-angreb på Israel, der kostede cirka 1200 livet. Over 240 personer i Israel blev taget som gidsler og ført til Gaza.
Sydafrika har på den anden side sagt, at Israels offensiv har til formål at føre til "tilintetgørelsen af befolkningen" i Gaza.
Ifølge palæstinensiske sundhedsmyndigheder er over 25.000 mennesker blevet dræbt i Gaza under Israels offensiv.
/ritzau/