Døgnrapport: Brand i Qaqortoq - hærværk og overfald i Nuuk
Mandag modtog politiet anmeldelse om brand i et hus i Qaqortoq, og derudover var natten i Nuuk præget af børn og unge, der er mistænkt for hærværk og et overfald på en mindreårig.
Det seneste døgn har Grønlands Politi rykket ud til flere hændelser, fortæller vagtchef Jørgen Madsen til Sermitsiaq.AG.
Kl. 16.15 mandag eftermiddag fik politiet således anmeldelse om en brand i et hus i Qaqortoq. Der var ifølge vagtchefen tale om en brand i en entre, og den blev forholdsvis hurtigt slukket.
Der er ingen meldinger om tilskadekomne, men én person er blevet genhuset efter branden. Årsagen til branden kendes ikke men efterforskes af politiet.
Hærværk og overfald
Natten til tirsdag var desuden præget af flere hændelser i Nuuk.
Ifølge vagtchefen kan flere episoder af hærværk samt et overfald formentlig henledes til en gruppe bestående af omkring ti børn og unge i alderen 8 til 14 år.
Episoderne drejer sig blandt andet om knusning af en rude i forretningen Nota Bene, knusning af rude på skolen Atuarfik Samuel Kleinschmidt samt i tandklinikken - alle i centrum af Nuuk.
Derudover mistænker politiet også gruppen for at have udsat en mindreårig for et overfald.
- Vi har truffet nogle af børnene og kørt dem til der, hvor de bor, siger Jørgen Madsen.
Opfordring til forældre og institutioner
Vagtchefen uddyber, at også kommunens tryghedspatrulje er underrettet:
- Fra politiet vil vi gerne opfordre forældre og institutioner til at tale med deres børn om, at de ikke må lave hærværk, siger Jørgen Madsen.
Han siger også, at borgere i Nuuk skal huske at låse deres biler, at da der også er anmeldelser om, at unge har forsøgt at åbne bildøre i nattens løb.