Det starter ikke i hovedet – men i maven

Jeg har i den seneste tid gået og tænkt over noget så lavpraktisk som: Hvad består den grønlandske hverdagskost egentlig af? 

Ikke på papiret, ikke i kampagner, men i virkeligheden. Og jo mere jeg kigger mig omkring – i skoler, i butikker, i børns madpakker, i vores fælles vaner – jo mere går det op for mig, at vi har overset noget helt basalt. Ikke kun ernæring. Men mennesket.

Vi ved efterhånden godt, at mad påvirker hjernen. Det er ikke nyt. Men viden ændrer ikke vaner. Og det er lige præcis dér, problemet ligger. For selvom rapporter viser, at børn mangler fibre, næring og regelmæssige måltider, så er det næsten den mindste del af historien. Den største del handler om os selv.

For hvorfor er det så svært? Hvorfor ved vi noget, men gør noget andet – og fortsætter, selv når vi kan mærke, at det ikke gør os godt? Det er, fordi vi er mennesker. Fordi sukker trøster. Fordi fedt smager godt. Fordi kager til kaffen er hyggelige. Fordi chips og sodavand er en pause fra dagen. Fordi alkohol og hash dæmper uroen i kroppen. Fordi det usunde virker med det samme – og det sunde først senere.

Vi flygter fra negative følelser på de hurtigste måder, vi kan. Og de hurtigste måder sælges i dagligvarebutikkerne for 12,95. Vi er ikke svage mennesker. Vi er mennesker med et helt almindeligt nervesystem, som søger lindring, når livet trykker. Det gør alle – også forældre, der kæmper, gør deres bedste og gerne vil være robuste. Men robusthed kommer ikke af skyld og løftede pegefingre. Den kommer af fællesskab, oplysning og reel støtte.

Derfor er det ikke nok at sige, at folk skal spise bedre. Det er for let. Udfordringen er, hvordan vi hjælper mennesker til faktisk at gøre det. Hvordan man ændrer en kultur, hvor lækre, hurtige løsninger står klar på hylden, mens det sunde kræver planlægning, tid og overskud. Og hvordan vi overhovedet kommunikerer det på en måde, der rammer.

For virkeligheden er, at mange grønlændere ikke får deres information fra pjecer og kampagner – men fra TikTok. Inuuneritta kan lave 100 rapporter, men når Aslak fortæller sin historie live, følger 4.000 med. Det siger alt om, hvor vi skal hen, hvis vi vil ændre noget: flere rollemodeller, færre slides. Mere nærvær, mindre ekspert-sprog.

Vi kan ikke forlange, at folk spiser sundere, hvis vi ikke samtidig viser, at vi forstår deres virkelighed. Vaner formes i maven, men også i hjertet.

Og for et land, der taler så meget om fremtiden, glemmer vi alt for ofte det mest afgørende: hvad vores børn – og vi selv – fylder os med, når ingen kigger.