Nyheden om, at de statsansatte politifolk i
rigsfællesskabet nu er ligestillede, dukkede op i nyhedsstrømmen i sidste uge.
Politifolkene i Grønland kan nu se frem til at få den samme arbejdstid på 37
timer om ugen - ligesom i resten af rigsfællesskabet, og ikke mindst den samme
løn - ligesom i resten af rigsfællesskabet.
Nyheden om, at de statsansatte politifolk i
rigsfællesskabet nu er ligestillede, dukkede op i nyhedsstrømmen i sidste uge.
Politifolkene i Grønland kan nu se frem til at få den samme arbejdstid på 37
timer om ugen - ligesom i resten af rigsfællesskabet, og ikke mindst den samme
løn - ligesom i resten af rigsfællesskabet.
Tidligere har argumenterne for ikke at
ligestille løn og arbejdsvilkår for politifolk i Grønland med kollegaerne i Danmark
været, at det ville skævvride lønudviklingen i Grønland.
Traditionelt er
lønningerne generelt lavere i Grønland i forhold til i Danmark og når
arbejdsugen i Grønland ligger på 40 timer, så var skævvridningen mellem de
grønlandske og danske politifolks forhold indlysende.
Så langt, jeg kan huske har der været en kamp
om ligestilling på flere områder i Grønland.
I min barndom handlede det meget
om kvindernes rettigheder, arbejdsmængde i hjemmet, børneopdragelse og deslige. Men det handlede også om ”Lige løn for lige arbejde”.
Og det gjaldt for
både mellem mænd og kvinder, men så sandelig også mellem personer født i
Grønland - altså de hjemmehørende, og de tilkaldte, som man kaldte primært
danskerne, der kom til Grønland for at arbejde.
Lønforskellen mellem de hjemmehørende og de
tilkaldte var et resultat af den omstridte løn- og ansættelsespolitik, der blev
indført i Grønland i 1964, også kaldet fødestedskriteriet.
Det sikrede højere
løn til danskfødte for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og det skabte en
markant ulighed og forskellige vilkår blandt de to befolkningsgrupper.
Formålet var som sagt, at tiltrække
kvalificeret arbejdskraft udefra for at modernisere det grønlandske samfund.
Samtidig skulle lønniveauet for de hjemmehørende holdes på et lavere niveau,
som man mente passede til økonomien.
Det betød at den hjemmehørende fik en
lavere løn end sin danske kollega med samme uddannelse og job.
Fødestedskriteriet blev voldsomt kritiseret af
befolkningen for at være diskriminerende og har med tiden blevet gradvist
udfaset.
Den sidste rest af fødestedskriteriet blev afviklet i forbindelse med
overenskomstforhandlinger i 1991, altså 13 år efter hjemmestyrets indførsel.
Da
var der fuld ligestilling mellem de hjemmehørende og de tilkaldte med samme
uddannelsesbaggrund og arbejdsopgaver.
I ligestillingen var så de grønlandske politifolk
og faktisk også anstaltsbetjentene undtaget.
For deres ansættelsesforhold og
løn fortsatte med at følge de grønlandske løntakster og vilkår, som lå en del
under de danske kollegers ansættelses- og lønvilkår.
I februar kom nyheden om, at de statsansatte
anstaltsbetjente i Grønland nu var blevet ligestillede med deres danske
kolleger.
I sidste uge fik de grønlandske politifolk deres tiltrængte
ligestilling med deres danske kolleger.
Der er jubel og hurraråb over hele
linjen.
Og selvfølgelig skal vi glæde os over, at den forskelsbehandling der
har været på grønlandske og danske statsansatte i rigsfællesskabet nu, er et
afsluttet kapitel.
Men jeg har mere lyst til at sige: Endelig!
Der er blevet
råbt om det i så mange år. De skiftende medlemmer af Folketinget har også
presset på, uden at det blev taget alvorligt.
En ligestilling af løn- og
ansættelsesvilkår risikerede at smadre den grønlandske lønudvikling, var det
tynde argument. For det er tyndt, når det i dag kan lade sig gøre. Heldigvis,
for det manglede også bare.