Det er svært at ’scrolle’ med ler i hænderne: - Det giver ro i hjernen

Paornánguaq Berthelsen kommer ind ad døren til billedkunstlokalet på skolen Kangillinnguit Atuarfiat.

Stadig med vinterjakke og reflekser på styrer hun målrettet mod keramikovnen. Hun hilser flygtigt på nogle af dem, hun passerer i lokalet.

Hun åbner ovnen og placerer et lille ’type 16’-hus, lavet i ler, ved siden af de andre kreationer i ovnen. Huset skal helst nå med til næste brænding.

- Det er bestilt fra Narsaq, forklarer Paornánguaq Berthelsen og lukker forsigtigt ovnen igen.

- Så langt så godt, siger hun lettet.

Paornánguaq Berthelsen er til daglig skolelærer på skolen. Men hver onsdag aften, når skolen er tømt for elever og rengøringspersonalet er gået i gang med at vaske gulvene, går hun og 17 andre til keramik hos ’Solfridas keramik’.

Et kommunalt tilbud, der startede i 2016, hvor voksne for 100 kroner kan komme og prøve kræfter med drejeteknik, forskellige typer ler og glasurer i tre til fire måneder ad gangen.

- Min veninde spurgte mig gennem længere tid, om jeg ikke ville med for at prøve. Og så sagde jeg ja til sidst, siger Paornánguaq Berthelsen og griner.

Hun blev hurtigt fuldstændig bidt af det. Det er omkring fire år siden nu.

- Det virker meget terapeutisk. Det er ligesom at læse en god bog – man er et helt andet sted i sine tanker, fortæller Paornánguaq Berthelsen.

At beskæftige sig med noget, der kan slippe tankerne fri og øge trivslen, har politikere, fagfolk og organisationer været ude at anbefale, at man gør. Særligt i lyset af den aktuelle situation med USA, som landet har stået i de seneste par måneder.

LÆS OGSÅ

MIO undersøger børns trivsel under USA-krisen

Sluk for nyhederne, begræns brugen af sociale medier og gå en tur, sagde Anna Wangenheim (D) og Nivi Olsen (D) på et pressemøde i januar, hvor usikkerheden herhjemme var allerhøjest.

Mens nogen slukker for telefonen, dyrker yoga eller bestiger et fjeld for at få et afbræk fra hverdagens bekymringer, er det for Paornánguaq Berthelsen og flere andre i keramiklokalet, de kreative sysler der sender tankerne på afveje.

Ud af 'morboblen' og ind i keramiklokalet

Nina Heilmann er en af dem i rummet, der – modsat Paornánguaq Berthelsen – først lige er begyndt til keramik.

- Men jeg har altid gerne ville prøve det, siger hun.

Hun skærer forsigtigt en form ud i et stykke ler, som hun har rullet flad. Med sine fingre og lange lakerede negle trækker hun en lille skarp kniv med træhåndtag hen over det grå ler.

Det skal blive en smykkeholder, fortæller hun.

Det er kun fjerde gang, at Nina Heilmann er her. Hun viser sit allerførste projekt: et grønlandsk flag, der efter det havde været i ovnen blev så skævt, at det ikke kan stå op af sig selv.

- Jeg tror, at vi alle sammen har lavet et skævt flag her, ikke?, kommenterer en af de andre omkring bordet og Nina Heilmann griner.

Det var ikke Donald Trump, der fik Nina Heilmann til at gribe ud efter efter leret. For hende var keramik en vej ud af ’morboblen’, som hun kalder den. Hun blev mor for lidt over et år siden.

- Det var også for at komme lidt ud af huset. Alle mine andre hobbyer er sådan nogle ting, hvor jeg egentlig bare kan sidde derhjemme, siger hun.

Hun både strikker, syer og laver øreringe – og har nærmest altid lavet et eller andet kreativt med hænderne.

- Det giver noget ro i hjernen – og det er en måde at kunne komme lidt væk fra hverdagen måske. Jeg skal bare koncentrere mig om det, jeg laver. Og hvis det er lidt svært, skal jeg koncentrere mig ekstrameget, siger hun og tilføjer:

- Så det er lidt en måde at kunne logge af fra al mylderet.

LÆS OGSÅ

"Verdenssituationen" presser: Til yoga glemmer Nini alt om Trump

Noget lignende fortæller Ditte Hartmann Kristensen, der har gået til keramik i lidt over et år. Hun sidder med en klump ler, som hun skal forme til – jah, et eller andet.

- Mens jeg sidder her, tager jeg i hvert fald ikke aktivt stilling til så meget andet. Jeg sidder jo ikke og læser nyheder og alt sådan noget, siger hun.

Men selvom de fleste nok først og fremmest kommer til keramik for at dreje krukker og øve ’pladeteknik’, så hænder det også at verden udenfor sniger sig med ind i billedkunstlokalet.

Det fortæller Olivia Nygaard Nielsen, der har været en del af ’Solfridas keramik'-hold i et par år.

- Nogle gange har samtalerne drejet sig ind på alt det, der er sket, fordi det har fyldt så meget, siger hun.

Trump og USA er også noget, der har optaget Nina Heilmann – men mest fordi så mange mennesker omkring hende, har været berørte af det. Blandt andet hendes kæreste, der har valgt at håndtere presset ved at slette de sociale medier, fortæller hun.

- De sociale medier er nærmest en bombe af informationer. Medierne kan indimellem også være voldsomme at læse, siger hun.

Tror du, at dine fritidsaktiviteter hjælper dig til ikke at blive så påvirke af alt det, der foregår i medierne og omkring dig?

- Det kan da godt være – det kan nok ikke udelukkes, svarer Nina Heilmann.

- Vi har sænket skuldrene igen

Keramiktimen er godt i gang. Omkring bordene sidder folk og snakker om løst og fast, mens de sliber, former eller maler. Der bliver grint højlydt indimellem.

I aften er det ikke den USA's præsidents navn, der bliver nævnt ved bordene og drejebænkene.

- Jeg synes, vi har sænket skuldrene igen nu – mærkbart, lyder det Paornánguaq Berthelsen.

- Men for nogle uger siden; det var forfærdeligt, siger hun.

Hun har stadig overtøj på og er på vej ud af døren igen. Hun er træt og var egentlig primært dukket op for at nå at få sit type 16-hus i ovnen.

Paornánguaq Berthelsen tager sin telefon frem og viser billeder af det ene farverige keramik-typehus efter det andet, som hun indimellem sælger til folk, der er interesserede.

- Man kan jo ikke blive ved med at samle. For man samler godt nok hurtigt, når man begynder at lave keramik. Så er ens skabe lige pludselig overfyldte med ting og sager, siger hun og griner.

Kirken er et fristed fra politik og Trump: – De hører nok om det i medierne

Ditte Hartmann Kristensen er ikke på vej hjem endnu, men er tværtimod gået i gang med noget nyt ler, som hun har formet til en kuppel.

Hun nikker mod en ødelagt lerklump foran hende.

- Det har jeg klappet sammen. Det var en lampe, men så begyndte noget af det at kollapse – og så var det bare med at prøve forfra og prøve noget andet, siger hun.

- Nu må vi se, hvad det bliver til.

For sådan er det at gå til keramik, fortæller hun.

- Nogle dage synes jeg, det er fedt. Andre gange klapper jeg det sammen igen.