Tupaarnaq afviser at flytte tilbage til Grønland: Dårlige vilkår for pædagoger holder hende væk

- Hvis lønnen blev forbedret, og der var fire ansatte på en stue, ville jeg rejse hjem. Selvfølgelig ville jeg det.

Sådan siger 33-årige Tupaarnaq Freiberg, der er uddannet pædagog.

Hun bor i Århus og arbejder i en vuggestue. For ti år siden flyttede hun til Danmark, hvor hun senere uddannede sig til pædagog og blev færdiguddannet i januar 2025.

Tupaarnaq Freiberg savner Grønland og at være tæt på sine forældre. 

- Selvfølgelig drømmer jeg om at vende hjem. Hjem til naturen, den grønlandske mad og kulturen, jeg kender bedst, siger hun. 

Men lønnen, personalemanglen og de mange skiftende vikarer er blandt de forhold, der får hende til at tøve med at flytte tilbage.

Hendes begrundelser ligger tæt op ad de problemer, som flere pædagogisk personale tidligere har beskrevet i Sermitsiaq-serien om manglen på varme hænder.

En urolig hverdag

Tupaarnaq Freiberg har gennem flere år fået indblik i hverdagen i grønlandske daginstitutioner, da hun i sine sommerferier har arbejdet både som vikar og medhjælper i forskellige daginstitutioner.

Erfaringerne gjorde stort indtryk på hende og er i dag en del af forklaringen på, hvorfor hun tøver med at flytte hjem igen som færdiguddannet pædagog.

- Hver gang oplevede jeg, at vikarerne hele tiden blev skiftet ud. Der manglede personale næsten hver dag, og lønnen var ikke attraktiv, siger hun.

Ifølge Tupaarnaq Freiberg skabte den store udskiftning blandt medarbejderne en urolig hverdag i institutionerne. Samtidig oplevede hun, at det faste personale ofte havde travlt og måtte løbe stærkt for at få hverdagen til at hænge sammen.

- Da jeg senere arbejdede som praktikant i Danmark, blev jeg overrasket over at opleve, at institutionerne havde faste vikarer. Det skabte mere ro og stabilitet, og det kunne jeg rigtig godt lide, siger hun.

Serien om manglen på varme hænder viser, at udfordringerne med at rekruttere faglært personale vokser, når uddannede pædagoger vælger ikke at vende hjem. I institutionerne kan det føre til større arbejdspres og mindre stabilitet for børnene.

Flere daginstitutioner i landet kæmper med at skaffe uddannet personale, og mange steder er man afhængig af vikarer og medhjælpere for at få hverdagen til at hænge sammen.

Tupaarnaq Freiberg fortæller, at hun stadig drømmer om at flytte tilbage til Grønland en dag. Men ifølge hende kræver det, at forholdene for pædagogisk personale bliver forbedret.

- Da jeg skrev min bacheloropgave blev jeg overrasket over lønforskellen mellem uddannede pædagoger i Grønland og Danmark. Der tænkte jeg, at hvis lønnen ikke bliver forbedret i Grønland, så vil jeg ikke rejse hjem, fortæller Tupaarnaq Freiberg.

Trives bedre i Danmark

Erfaringerne fra danske daginstitutioner har også påvirket Tupaarnaq Freibergs syn på arbejdslivet som pædagog. Hun fortæller, at hun trives bedre i Danmark, hvor hun oplever mere stabile rammer og bedre muligheder for at udføre sit arbejde.

- For eksempel arbejder jeg fuldtid og har en arbejdsuge på 37 timer. De få timer gør en stor forskel. Det er rart ikke at skulle arbejde otte timer hver dag, siger hun.

Ifølge Tupaarnaq Freiberg har hun kun én dag om ugen med en arbejdsdag på otte timer, og det kan mærkes.

- En til to gange om ugen åbner jeg institutionen og møder klokken 6.30, hvorefter jeg får fri ved frokosttid. Jeg kan mærke på kroppen, at jeg ikke bliver lige så træt. Selvfølgelig bliver jeg træt, men det fungerer godt for mig, fortæller hun.

Selvom Tupaarnaq Freiberg i dag trives i Danmark, har hun ikke helt opgivet tanken om at vende hjem til Grønland en dag. Savnet til familien, naturen og kulturen fylder stadig hos hende.

Men ifølge hende kræver det, at forholdene for pædagogisk personale ændrer sig. Bedre løn, flere ansatte og mere stabile rammer i daginstitutionerne er blandt de ting, hun peger på.

- Hvis jeg flytter tilbage til Grønland nu, vil min løn være lavere, samtidig med at det er dyrt at leve der. Jeg tænker ofte: Hvordan skal jeg få hverdagen til at hænge sammen? Mine arbejdstimer vil være højere, og min løn meget lavere, siger Tupaarnaq Freiberg.

Bakker op om forslag

Derfor bakker hun op om Inatsisartut-forslaget om at bringe normeringen op på fire per stue i daginstitutioner.

- Jeg er meget enig, og jeg er spændt på at se resultatet. Jeg er sikker på, at det vil hjælpe. Hvis én for eksempel bliver syg, vil der stadig være tre ansatte på en stue, siger hun.

Inatsisartut har vedtaget forslaget og Naalakkersuisut skal nu undersøge mulighederne nærmere.

- Jeg mener, at en stue som minimum bør have to pædagoger, så de kan sparre med og støtte hinanden bedre, siger Tupaarnaq Freiberg.

Tanken om Grønland er aldrig langt væk. Hun forestiller sig stadig en hverdag i Nuuk eller Sisimiut, hvor hun kan bruge sin uddannelse til at skabe trygge rammer og omsorg for børn.

Drømmen om at vende hjem lever stadig hos hende. Men indtil arbejdsvilkårene ændrer sig, bliver drømmen ved tanken.

- Jeg vil gerne hjem en dag. Jeg vil gerne arbejde med børn i Grønland og være med til at gøre en forskel. Men der skal ske forbedringer, før jeg kan se mig selv flytte tilbage, siger hun.