Der oprettes karantænezone i Nuuk
Epidemikommissionen lukker område omkring lufthavnen af, for at undgå mere smitte, efter der den seneste tid er fundet seks tilfælde af coronasmitte hos en underleverandør til lufthavnsbyggeriet.
Efter seks tilfælde af smitte med corona i en virksomhed, som arbejder på lufthavnsbyggeriet, vælger Epidemikommissionen at indføre en karantænezone ved lufthavnsbyggeriet for at undgå smittespredning. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Ved en karantænezone skal forstås, at det er forbudt at færdes ind og ud af byggepladsområdet i forbindelse med lufthavnsbyggeriet i Nuuk inklusiv lejrområdet, hvor medarbejderne bor.
Personer der bor i lejerområdet kan frit færdes mellem lejr og byggeplads og kan altså godt arbejde på lufthavnsbyggeriet selvom der er indført karantænezone.
Personer inden for karantænezonen kan også stadig modtage sundhedsmæssig behandling og blive testet uden for karantæneområdet efter aftale med sundhedsmyndighederne.
Kan få leveret fødevarer
Der kan fortsat ske levering af fødevarer og andre varer, der er nødvendige for driften af byggepladsen og lejren, under forudsætning af, at de personer, der leverer varerne bærer mundbind eller visir og ikke kommer tættere på personer i lejren end maksimalt 2 meter.
Myndighedsopgaver i karantæneområdet er ikke omfattet af forbuddet, så længe, der tages de fornødne sundhedsmæssige forholdsregler til beskyttelse mod smitte
Karantænezonen er oprettet med øjeblikkelig virkning og udløber den 17. juni 2021, medmindre det forlænges.
Påbuddet kan ophæves inden den 17. juni 2021, hvis forholdene i relation til smitterisiko forbedres, således der ikke længere er grund til bekymring for spredning af smitte, lyder det i påbuddet.