Danielsen: Sydløsning vil forsinke lufthavne i årevis
Det vil kræve adskillige års vejrmålinger, før man kan bygge en lufthavn på en af øerne syd for Nuuk. Og det vil forsinke alle tre lufthaven, siger naalakkersuisoq for infrastruktur.
En sydløsning for lufthavnen i Nuuk vil forsinke hele lufthavnspakken, siger naalakkersuisoq for infrastruktur Karl Frederik Danielsen (S).
I dag vil en række borgere i Nuuk demonstrere for, at man bygger den nye lufthavn på Angisunnguaq i stedet for på den nuværende placering. Problemet er dog, at vindforholdende på øen ikke er undersøgt i tilstrækkelig grad.
De seneste vejrmålinger fra Angisunnguaq stammer fra en periode fra 2007 til 2009, hvilket står i kontrast til de opdaterede vejrdata der er indsamlet på den nuværende placering siden 1979 til i dag, siger Karl Frederik Danielsen (S) i en pressemeddelelse.
- Såfremt der skal satses på en sydløsning, vil vi som det første skulle bruge adskillige år på at gennemføre vindstudier.
Truer hele pakken
Naalakkersuisoq påpeger endvidere, at det ikke blot vil forsinke projektet, det vil også gøre det væsentligt dyrere.
- Der er .. blevet udført en hel del forundersøgelser af forskellige sydløsninger. De høje anlægsomkostninger til denne ene lufthavnsløsning ville udelukke anlæg af lufthavne i Ilulissat og Qaqortoq, og det samfundsøkonomiske resultat vil forværres betragteligt.
- Aftalegrundlaget om finansiering med staten vil bortfalde og anlægget af lufthavne i Ilulissat og Qaqortoq vil skulle udskydes på ubestemt tid, alene af økonomiske årsager.
Derfor mener han ikke der er nogen grund til at ændre den beslutning om lufthavnspakken, som Inatsisartut traf i efteråret.
- Finansieringen er på plads. Projekteringen er på plads og vi afventer nu entreprenørernes bud på byggerierne. Det private erhvervsliv er i fuld gang med investeringer, der vil sikre nye aktiviteter og arbejdspladser.