Cuba kriseramt efter USA-aktion: Nødhjælpskonvoj med mad og medicin planlægges

Cubanerne mangler alt fra mad til medicin og må leve med længerevarende strømafbrydelser.

Affald hober sig op i gaderne i Havana, Cuba, fordi manglen på brændstof også rammer skraldebiler.
Offentliggjort

En international konvoj med nødhjælp skal efter planen ankomme til Cubas hovedstad, Havana, den 21. marts.

Det oplyser Nuestra América Convoy to Cuba, som er arrangørerne bag initiativet, på deres hjemmeside.

Den kommunistiske østat kæmper med en alvorlig økonomisk krise, der er blevet forværret af, at USA's præsident, Donald Trump, forsøger at afskære landet fra olie.

Cubanerne mangler alt fra mad til medicin og må leve med længerevarende strømafbrydelser.

Nødhjælpen vil efter planen blive leveret med båd og fly.

- Konvojen vil levere hårdt tiltrængt mad, medicin, medicinsk udstyr og nødvendige fornødenheder til lokalsamfund, der står over for alvorlige mangler som følge af den intensiverede amerikanske belejring, der har forstyrret brændstofimporten, sat flytrafik på jorden og lagt pres på hospitaler og kritisk infrastruktur, lyder det fra Nuestra América Convoy to Cuba.

Olieforsyning faldet drastisk efter USA-aktion

Arrangørerne beskriver sig selv som en international koalition af fagforeningsfolk, parlamentarikere, humanitære organisationer og offentlige personer, herunder den svenske aktivist Greta Thunberg.

Den nationale olieforsyning i Cuba er faldet dramatisk på kort tid.

Olieforsyningerne blev stoppet efter USA's tilfangetagelse af Venezuelas tidligere præsident Nicolás Maduro kort efter årsskiftet. Venezuela og Cuba har et tæt bånd, og landet har været Cubas største leverandør af olie.

USA har haft en fuld embargo mod Cuba siden 1962. Embargoen forhindrer amerikanske virksomheder og borgere i at handle med Cuba.

De seneste måneder er den amerikanske tilgang dog blevet endnu hårdere, og USA har truet med toldsatser og sanktioner mod lande, der sender forsyninger til Cuba.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS