Chefredaktør om Landrys besøg: Kan aldrig tolkes som privat
Jeff Landrys besøg i Grønland i maj kan blive ødelæggende for dialogen mellem Grønland, Danmark og USA, som nu er i gang på et diplomatisk niveau, siger chefredaktør Masaana Egede.
- Uanset hvad der er op og ned, vil hans besøg aldrig kunne tolkes som privat, fordi han er særlig udsending og arbejder for Trump med en agenda i Grønland, siger chefredaktør og direktør for Mediehuset Sermitsiaq, Masaana Egede.
Foto: Oscar Scott Carl
Præsident Donald Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff
Landry, som er guvernør i delstaten Louisiana, står på deltagerlisten til Future
Greenland-konferencen 19. til 20. maj i Nuuk.
Og det bliver interessant at se, hvad hans intentioner er.
Det siger chefredaktør og direktør for Mediehuset Sermitsiaq, Masaana
Egede:
- Det bliver spændende at se, hvilken agenda han kommer med,
for det virker ellers som om, at man har fået dialogen ind i de rammer, man har
ønsket, på et diplomatisk niveau. Det her kan være ødelæggende for det.
Efter tidligere naalakkersuisoq for udenrigsanliggender
Vivian Motzfeldt og den danske udenrigsminister, Lars Løkke
Rasmussens, møde med den amerikanske udenrigsminister, Marco
Rubio, og vicepræsident J.D. Vance i Washington i januar har en arbejdsgruppe af
embedsmænd fra de tre lande igangsat et arbejde for at løse konflikten.
En konflikt der kommer af, at Trump flere gange har gentaget
sit ønske om at få kontrol over Grønland.
Spænd cykelhjelmen
Grønlands Erhverv har understreget overfor Sermitsiaq, at de
ikke har inviteret guvernøren. Han deltager dermed som almindeligt betalende
konferencedeltager.
Og det undrer Masaana Egede sig lidt over.
- Han står som almindelig gæst, og det kan på mange måder
virke særligt. Men uanset hvad der er op og ned, vil hans besøg aldrig kunne
tolkes som privat, fordi han er særlig udsending og arbejder for Trump med en
agenda i Grønland.
I flere omgange har amerikanske besøg i Grønland eller
udtalelser fra Trump over de sidste år sat gang i et større mediecirkus, hvor
der er blevet sat stort fokus på Grønland. Og det kan vi godt forberede os på
igen, siger chefredaktør ved Sermitsiaq.
- Det her er bare et tegn på, at vi må spænde
cykelhjelmen endnu en gang, siger han.
Udover Donald Trumps særlige udsending til Grønland står den amerikanske ambassadør til Kongeriget, Ken Howery, også på deltagerlisten til Future Greenland.