Cessna-fly styrter i Island: Tre mennesker er døde

Alle ombordværende på fly døde i styrt på det østlige Island søndag. Politi undersøger årsag.

Arkivfoto: Et fly af samme type (Cessna) forulykkede i Aarhus lufthavn i 2019. Ingen kom til skade under ulykken dengang, i modsætning til styrtet på Island søndag, hvor tre personer mistede livet.

Tre mennesker er døde i et flystyrt på det østlige Island.

Det skriver avisen Morgunblaðið og mediet RUV.

Det var et Cessna-fly, som styrtede søndag. To passagerer var om bord på flyet sammen med piloten. De blev alle erklæret døde på stedet.

Eftersøgningen af flyet begyndte efter et nødsignal fra flyet omkring klokken 17.

Herefter blev en større eftersøgning sat i værk. Også et fly fra Icelandair tog del i eftersøgningen.

Har ikke fundet årsag til styrtet

Flyet blev fundet nogle timer senere, oplyser islandsk politi ifølge Morgunblaðið.

Også en redningshelikopter blev kaldt til stedet.

Myndigheder har ikke oplyst nogen årsag til ulykken, som undersøges af blandt andet politiet.

Flystyrtet fandt sted ved Sauðahnjúka mellem Hornbrynju og Hraungarða i den østlige del af det islandske højland.

Billeder og video fra området fra mediet RUV viser en række af politibiler samt en redningshelikopter i et bart og bjergrigt landskab.

Flere redningsarbejdere kan ses gå rundt i området.

Powered by Labrador CMS