Bygdeskoler får sat fart på nettet

Tele-Post ruller højere hastigheder ud til bygdeskoler. Skolen i Kangaamiut fik som den første i går Tele-Posts nye modemmer. Det skaber nye muligheder for børn og lærere, hvor de nu kan bruge videoforbindelser, Skype, live-streaming og have direkte kontakt med omverdenen.

Skolen her i Kangaamiut har fået mere fart på internettet
Offentliggjort

Tele-Post satte i går de nye hurtigere forbindelser op på skolen i Kangaamiut, og straks ved indvielsen blev de testet.

Via Skype hilste naalakkersuisoq for uddannelse og kultur, Ane Lone Bagger (S) nemlig på og ønskede de omtrent 40 elever tillykke med de nye forbindelser.

- Dette er et stort skridt for Kangaamiut og for vort land i takt med at forbindelserne rulles ud flere steder, siger hun i en pressemeddelelse.

- Tele-Post skaber med disse nye hurtigere forbindelser sammenhængskraft i hele landet samt til omverdenen, der nu kan møde eleverne ude i bygderne, og verden åbner sig for børnene.

Tele-Post leverer i samarbejde med Selvstyret internetløsning ATTAT til folkeskoler, erhvervsuddannelser samt videregående uddannelser med filtrering, adgang til diverse platforme og fælles mail. Nu får ATTAT netværket og skolerne så hurtigere forbindelser.

- Jeg er stolt af, at vi med disse forbindelserne giver elever mulighed for at arbejde sammen på tværs af skole, både på tværs af kommunerne, på tværs af landet og øge samspil og blive inspireret fra udlandet. Dette har været en del af vores strategi, og i dag bliver det til virkelighed, siger administrerende direktør for Tele-Post, Kristian Reinert Davidsen.

- Fjernundervisning bliver nemmere, og det giver både elever nye muligheder i undervisningen og underviserne nye mulighed for at skabe aktualitet i undervisningen samt få lettere adgang til efteruddannelse, fortæller Luutiveraq Lyberth, Projektleder i Tele-Post.

Denne forbindelse har før været 2 Mbit/s forbindelse i bygdeskolerne. Nu bliver de opgraderet til en lang højere hastigheder, der vil variere, men kan nå helt op til 50 Mbit/s.

Det sker ved at Tele-Post leverer hurtigere internet gennem 4G netværket i alle bygder, og har derfor indkøbt et modem som kobles på bygdeskolernes netværk.

54 bygder i hele landet vil i de næste måneder modtage samme modem med en filtreret adgang til netværket, og opsætningerne er begyndt i bygderne i Qeqqata Kommunia med Avannaata Kommunias bygder som de næste. Det hurtigere net bliver muligt i de områder, der forsynes via søkablet og radiokæden.

Tele-Post arbejder ligeledes på at forbedre satellit-forbindelserne, men dette baseres på en helt anden teknologi og dermed andre hastigheder.

Powered by Labrador CMS