Børn fik tøj, penge og alkohol for seksuelle overgreb

Børn udsatte sig selv for grænseoverskridende situationer og fik alkohol, cigaretter, tøj og penge. Det oplyser Naalakkersuisoq for børn og unge i et svar til Inatsisartutmedlem.

Naalakkersuisoq for børn og unge, Aqqaluaq B. Egede (IA), er tilbageholdende med at kalde situationerne for" børneprostitution."

Der er igangsat en beredskabsplan i Qeqqata Kommunias socialforvaltning, efter det er kommet frem, at børn og unge bliver udsat for seksuelle overgreb for derefter at modtage en form for betaling.

Det oplyser Naalakkersuisoq for børn og unge, Aqqaluaq B. Egede (IA) i et paragraf 37 svar til medlem i Inatsisartut, Doris J. Jensen (S).

Naalakkersuisoq for børn og unge er dog tilbageholdende med at kalde situationerne for børneprostitution, som det ellers fremgår af en rapport af børnerejseholdets tjenesterejse til Sisimiut for snart to år siden:

- Socialstyrelsens behandlingstilbud, børnerejseholdet, har fået kendskab til, via deres indsats i flere forskellige byer, at nogle socialt udsatte børn og unge kommer til at modtage blandt andet alkohol, cigaretter, tøj og penge mod at udsætte sig selv for fysiske og psykiske grænseoverskridende situationer.

- Prostitution er ikke et passende eller retvisende ord at bruge om udsatte og sårbare børns adfærd, lyder svaret fra Aqqaluaq B. Egede til et paragraf 37-spørgsmål.

Kommune kendte ikke til sagerne

Qeqqata Kommunia har overfor Sermitsiaq.AG allerede understreget, at samarbejdet med andre myndigheder fungerer, som det skal. Det samme understreger Naalakkersuisoq for børn og unge.

Samtidig oplyser naalakkersuisoq, at kommunen har iværksat forebyggende tiltag:

- Qeqqata Kommunia har udarbejdet kriseberedskabsplaner for at tackle underretninger om seksuelle krænkelser eller misbrug, hvor alle impliceret indkaldes herunder skole, daginstitutioner, sundhedsvæsenet samt at der efterfølgende laves anmeldelse til politiet, oplyser Aqqaluaq B. Egede.

Doris J. Jensen har spurgt ind til, hvad der vil ske med personaler, der kunne have haft kendskab til lignende sager uden at reagere på deres vidende. Naalakkersuisoq understreger, at Qeqqata Kommunias medarbejdere ikke tidligere har haft kendskab til sagerne:

- Qeqqata Kommunia oplyser, at kommunen ikke har kendskab til medarbejdere, som ikke udfører arbejdet i henhold til loven og reglerne. Kommunen tilføjer, at der i første omgang skal gives advarsel, i henhold til personalemæssige retningslinjer, til medarbejdere, der tilsidesætter pligter, understreger det fra Naalakkersuisoq for børn og unge, Aqqaluaq B. Egede.

Powered by Labrador CMS