Borgmester genstarter debat: Ønsker nu en 1799 meter lang bane i Qaqortoq
Lufthavnen i Qaqortoq bør forlænges til 1799 meter, mener borgmester.
Træf beslutning om at forlænge landingsbanen i Qaqortoq, før entreprenøren Pennecon er færdig med det igangværende arbejde!
Sådan lyder et opråb fra borgmester i Kommune Kujalleq Stine Egede (IA), der gerne ser en banelængde på 1799 meter.
Længden på banen er i forvejen meget omdiskuteret og blev først endelig fastlagt i efteråret 2021, hvor politikerne i Inatsisartut besluttede sig for 1500 meter.
Beslutningen kom efter en proces, hvor Naalakkersuisut havde fået lavet en vurdering, der konkluderede, at der var mange penge at spare for samfundet ved at nøjes med at opføre en bane på 1199 eller 1000 meter.
Borgmester har henvendt sig til Naalakkersuisut
Som det fremgår af nedenstående skema beregnes en 1500 meter bane til at koste samfundet 292 mio. kr.
Borgmester Stine Egede udtaler i en pressemeddelelse, at hun har fået undersøgt, hvad forlængelsen vil koste:
- (..) og da beløbet ikke synes at være urealistisk højt, har jeg henvendt mig til Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur. Vi har afholdt møde med Naalakkersuisoq, mens han er i Qaqortoq, med deltagere fra KAIR og partirepræsentanter fra økonomiudvalget.
- Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur er forstående over for ideen, og vil gerne undersøge sagen nærmere, udtaler Stine Egede.
Vil have sagen undersøgt
Stine Egede siger til Sermitsiaq.AG, at hun ikke vil afsløre det overslag, hun har fået oplyst, da det vil kræve nærmere undersøgelser at beregne en nøjagtig pris.
- Jeg vil ikke sige noget tal, da det skal undersøges grundigt, siger Stine Egede. Hun mener, der kan være penge at spare ved at få lavet forlængelsen med det samme, mens entreprenøren fortsat er på stedet:
- I min optik vil det mest hensigtsmæssigt. Jeg tror ikke, det bliver billigere at vente 10 til 15 år. Det er interessant at få Pennecon til at fortsætte, for de har holdt planen, de ved, hvad de laver og kender stentypen, siger Stine Egede.
Borgmester: Kan også gavne minedrift
Hun siger, at forslaget blandt andet bunder i frygt for, at en stigning turismen i fremtiden kan skabe en flaskehals i lufthavnen i Nuuk, og at direkte flyvninger til Sydgrønland vil være at foretrække:
- Hvis banen blev længere kunne maskinen lande direkte fra København. Det vil også være nemmere den anden vej. Vi har desuden flere miner, der er ved at komme i gang - om ti år har vi måske tre til fire miner i gang, så andre erhverv vil også få glæde af en længere landingsbane, siger borgmesteren, der også henviser til, at Air Greenland i år har haft en stigning i antallet af passagerer til Narsarsuaq.
Stine Egede siger, at hun nu vil give Naalakkersuisut lidt tid til at tænke over idéen.