Borgere i Nuuk får tilbudt vaccine igen

Voksne og børn, der mangler en vaccine, får igen tilbudt vaccination i Nuuk. Det sker i dag og i morgen i Inussivik.

Offentliggjort

Flere borgere har sikkert fået en sms fra myndighederne om, at der nu er tilbud til vaccine ved blot at møde op i Inussivik i dag eller i morgen.

Det gælder for voksne, der mangler første, anden eller tredje stik af coronavaccinen af Moderna og voksne, der mangler det andet eller tredje stik af vaccinen fra Pfizer.

Inussivik holder åbent for vaccinationer i dag fra 8.30 til 17.00, hvor borgere der ønsker vaccine blot møder op. Og i morgen fra klokken 8.30 til klokken 12.00.

Borgeren skal have modtaget anden stik den 16. september eller tidligere for at få boostervaccinen.

Tidligere smittede skal passe på

Myndighederne gør opmærksom på, at man ikke skal tage imod tilbuddet om vaccinen, hvis man har været smittet med Covid-19 inden for den seneste måned, har symptomer på Covid-19 eller er nærkontakt til en, der er smittet.

Men færre borgere, får tilbudt PCR-test efter de gældende regler, hvilket betyder, der er risiko for, at nogle borgere har gået rundt og haft corona uden at vide det hvis de kun har haft milde symptomer eller ingen.

Landslæge Henrik L. Hansen forsikrer, at vaccinen ikke er farlig for de borgere, der har været smittet med Covid-19 inden for de seneste 30 dage, men at der kan forekomme flere bivirkninger ved vaccinen.

- Smitte i sig selv giver en beskyttelse. Og hvis man har været smittet inden for 30 dage og så får vaccinen, så får man mindre effekt af vaccinen. Vi er interesseret i, at borgerne får den langtidsbeskyttelse af vaccinen, og anbefaler derfor at man venter hvis man har været smittet. Der kan også være flere bivirkninger forbundet med vaccinen, hvis man har været smittet for nyligt, men det er ikke farligt at modtage vaccinen, siger landslæge Henrik L. Hansen.

Børn får også tilbudt vaccine

Også børn i alderen 5-11 år i Nuuk får igen tilbudt vaccine mod coronavirus fredag den 4. februar i tidsrummet 13.00-17.00.

Her gør landslægen opmærksom på, at barnet skal have modtaget første stik den 14. januar eller tidligere for at få andet stik.

Mens Grønland opretholder tilbud om vaccine til børn overvejer sundhedsstyrelsen i Danmark lige nu, om det fortsat giver mening at anbefale vaccination af børn i alderen 5 til 11 år mod coronavirus.

Genovervejelserne begrundes med, at omikronvarianten giver færre indlæggelser og at flokimmunitet gør, at smittekurven snart knækkes.

Landslægeembedet følger nøje udviklingen af anbefalinger af vaccine til børn i den alder. Men så længe, der ikke er ændret anbefalinger i Danmark, så anbefaler Grønland fortsat vaccine til børn.

- Og vi skal huske på, at selvom der er meget smitte lige nu og at epidemien er ved at uddø, så vil der fortsat være coronavirus i fremtiden. Så derfor anbefaler vi fortsat vaccine til børn i den aldersgruppe, siger landslægen.

Powered by Labrador CMS