Bestyrelse udpeger ny rektor for Ilisimatusarfik
Mari Kleist er blevet udpeget som ny rektor på Ilisimatusarfik. Hun tiltræder officielt stillingen den 1. december.
Mari Kleist forfremmes nu fra prorektor til rektor på Ilisimatusarfik.
Foto: Ilisimatusarfik
Der er nu fundet en afløser for Gitte Adler Reimer som rektor på Ilisimatusarfik.
Det bliver den nuværende prorektor Mari Kleist, som tiltræder stillingen som rektor 1. december. Det oplyser universitetet på sin hjemmeside.
- Vi er meget glade for at kunne byde Mari Kleist velkommen som ny rektor for Ilisimatusarfik, siger bestyrelsesforperson på Ilisimatusarfik, Eyjólfur Guðmundsson, og fortsætter:
- Hun er en stærk og visionær leder, der både kender universitetet og dets betydning i samfundet. Med Mari ved roret får Ilisimatusarfik en rektor, der kombinerer faglig tyngde med stor organisatorisk forståelse.
Mari Kleist har siden 1. februar i år haft stillingen som prorektor, og før det var hun institutleder for Institut for Kultur, Sprog & Historie.
- Jeg er både stolt og taknemmelig over den tillid, bestyrelsen viser mig. Ilisimatusarfik spiller en helt særlig rolle i samfundet - og jeg glæder mig til, sammen med kollegaer og studerende, at fortsætte arbejdet for et stærkt og åbent Ilisimatusarfik, siger Mari Kleist.
Bestyrelsen takker Gitte Adler Reimer for hendes store indsats og markante bidrag til Ilisimatusarfiks udvikling. Gitte Adler Reimer har været rektor de seneste 8 år.