Bentiaraq Ottosen stiller op til Folketinget
Atassut har netop afsløret partiets første kandidat til folketingsvalget.
Atassuts unge komet, Bentiaraq Ottosen, der først blev valgt til kommunalbestyrelsen i 2017 og senere blev medlem af Inatsisartut som suppleant sidste år, stiller nu op til det kommende folketingsvalg.
Han fortæller, at han har tænkt på at stille op til Folketinget siden sommers, efter flere opfordringer fra partiets hovedbestyrelse.
Stærkt rigsfælleskab
Hvorfor stiller du op til det kommende folketingsvalg?
- Næste skridt for mit vedkommende er, at jeg må have erfaring med at stille op til folketingsvalget. Jeg er stadig ung, og der er mange åbne muligheder for at prøve noget nyt. Men det vigtigste er, at jeg vil arbejde for et stærkt rigsfælleskab, når Atassut igen er repræsenteret i Folketinget, fortæller den 24-årige politiker.
Bentiaraq Ottosen fremhæver, at rigsfælleskabet er meget vigtigt og er til gavn for landet. Han nævner Danmarks medfinansiering af lufthavnene i Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq som et eksempel.
- Vi vil fra Atassut gerne søge flere muligheder for at samarbejde omkring Rigsfælleskabet med henblik på at fremme økonomien og erhvervsmulighederne, så vi i fremtiden kan blive selvstændige, siger Bentiaraq Ottosen.
Vejen til selvstændighed
Han understreger, at man skal samarbejde om vejen til selvstændigheden i Rigsfælleskabet og overtagelse af ansvarsområder fra staten.
Atassut-politikeren oplyser, at der vil komme flere konkrete valgmaterialer senere fra partiet.
Det sidste valg til Folketinget fandt sted torsdag den 18. juni 2015. Det næste folketingsvalg skal derfor holdes senest den 17. juni 2019, men statsministeren kan udskrive valg når som helst.
Kun IA’eren Aaja Chemnitz Larsen har før meldt officielt ud, at hun opstiller til folketingsvalget.