Atassut undgår kampvalg om formandsstol
Den nuværende formand for Atassut, Siverth K. Heilmann, afslører, at der ikke bliver noget kampvalg om formandsposten i partiet. Selv går han af og har peget på Aqqalu C. Jerimiassen, som på den ordinære generalforsamling på lørdag ventes at blive valgt.
Ingen andre medlemmer i Atassut har ønsket at stille op til formandsvalget på lørdag i Lillesalen i Katuaq i Nuuk. Dermed tyder alt på, at Aqqalu C. Jerimiassen, der blev væltet som naalakkersuisoq på grund af sine klimafornægtende holdninger, fremover skal tegne partiet.
Siverth K. Heilmann oplyser, at partiet i de senere år har formået at bringe partikassen på plus efter et dundrende underskud for blot tre år siden.
Partiet er rejst op
- Selvom jeg har været alvorligt syg undervejs ser jeg mit arbejde veludført ved at rejse partiet op igen. Jeg har gode forhåbninger til den nye generation der skal overtage ledelsen, nye kræfter der skal videreføre Atassuts arbejde, siger Atassut-formanden i en pressemeddelelse.
Efter den ordinære generalforsamling vil partiet om søndagen gennemføre et seminar, hvor Atassuts fremtidige politiske kurs skal til diskussion internt blandt medlemmerne.