Aslak Jensens ankesag er udskudt til november

Inatsisartutpolitiker Aslak Jensen (S) blev tidligere i år dømt for krænkelse af offentlig myndighed i Sermersooq Kredsret. Ankesagen skulle have været for landsretten i dag mandag 5. september, men nu er sagen udskudt til november.

Aslak Jensen selv ønskede at tage orlov fra Inatsisartut efter dommen i kredsretten. det blev dog afvist af Formandskabet for Inatsisartut.
Offentliggjort

Aslak W. Jensen er i januar blevet dømt for krænkelse af offentlig myndighed ved at have truet en medarbejder i Kommuneqarfik Sermersooq. Han har nægtet sig skyldig i sagen og valgte efter kredsrettens dom på 20 dages betinget anbringelse, at anke sagen til Landsretten.

Afgørelsen skulle have fundet sted i dag, men ifølge senioranklager hos Grønlands Politi Lars Pedersen er sagen udskudt til begyndelsen af november på opfordring fra Aslak Jensens Forsvarer.

Efter dommen i Kredsretten oplyste Aslak Jensen, at han ville søge orlov fra Inatsisartut, fordi han ikke ønskede, at hans person skulle forstyrre arbejdet i Inatsisartut.

- Så længe der pågår en sag i retten om min person, finder jeg det på sin plads, at jeg søger orlov, indtil sagen er endeligt afgjort, lød det dengang fra Aslak Jensen.

Det gik dog lidt anderledes, da politikerens ønske om orlov, ifølge redaktionens oplysninger blev afvist af formandskabet for Inatsisartut.

Hvis Aslak Jensens dom stadfæstes i landsretten vil det være op til Udvalg til Valgs Prøvelse, om Aslak Jensen fortsat kan beholde sin plads i Inatsisartut. Han kan selvfølgelig også vælge selv at trække sig, hvis han ønsker det.

Powered by Labrador CMS