Anløbsbro smadret af storm - hjælp på vej
Under en storm blev anløbsbroen i Arsuk så alvorligt beskadiget, at det har været umuligt for Arctic Umiaq Line at anløbe byen
Der vil gå et par uger, før borgerne i Arsuk kan gå om bord på Arctic Umiaq Line.
Infrastrukturdepartementet oplyser, at man forventer at anløbsbroen er repareret og klar til brug efter den 4. december. Det afhænger imidlertid af vejrsituationen i de kommende dage, hvor håndværkerne skal i gang med at udbedre skaderne.
- Jeg er glad for det gode samarbejde, der er med alle aktørerne, som er med til at sikre passagerbefordringen til og fra Arsuk efter havariet af anløbsbroen. Jeg vil opfordre de borgere, der ikke har mulighed for at udsætte eller annullere sin rejse med Arctic Umiaq Line, til at henvende sig til Disko Line, siger Karl Frederik Danielsen i en pressemeddelelse.
Departementet har undersøgt alternative muligheder for anløb af Arctic Umiaq Line, herunder ved Fortuna Havn (nødhavnen) i Arsuk. Arctic Umiaq Line har dog meddelt, at dette desværre ikke er en reel mulighed, da det ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Opfordring
Departementet opfordrer borgere, der har købt en rejse i det berørte tidsrum, at kontakte Arctic Umiaq Line for nærmere information, herunder evt. udsættelse af rejse, eller annullering med tilhørende tilbagebetaling.
En helikopter kan komme på tale, såfremt der er behov for transport. Disko Line vil koordinere transport med helikopter, hvorfor borgerne skal kontakte Disko Line for at høre nærmere om transportmulighederne, skriver departementet.