Aleqa vil ud af rigsfællesskabet
Hvis det står til Siumut-formand Aleqa Hammond, skal Grønland melde sig helt ud af rigsfællesskabet
(Artiklen er opdateret)
Danske politikere ryster på hovedet af Siumut-formand Aleqa Hammond, som onsdag aften klokken 21.30 dansk tid i DR’s TV Avisen siger, at Grønland skal melde sig helt ud af rigsfællesskabet.
- Siumut ønsker uafhængighed. Vi vil væk fra bloktilskudsordningen. Grønland ønsker at tage ansvar for alle områder. For fremtiden arbejder Grønland for et selvstændigt land - uden for rigsfællesskabe, siger Siumut-formanden til DR Nyheder.
Den meget opsigtsvækkende melding får flere danske politikere til at ryste på hovedet.
- Jeg er chokeret. Jeg synes, at Aleqa Hammond plejer at være en meget pragmatisk politiker. Det her er sådan nogle drømmerier, som man senest hørte sidst i 1960’erne, og som jeg troede var overstået, siger Søren Espersen, grønlandsordfører for Dansk Folkeparti.
K: Rigsfællesskabet skal moderniseres
De Konservative advarer mod, at Grønland trækker sig ud af rigsfællesskabet. Ifølge partiets tidligere udenrigsminister, Per Stig Møller, har stormagterne USA, Kina og Rusland så store interesser i det arktiske område, at Grønland er bedre beskyttet sammen med Danmark i FN og NATO.
Per Stig Møller mener dog, at debatten kan føre til, at Grønland bliver selvstændigt.
- Det er meget sandsynligt. Får vi ikke moderniseret rigsfællesskabet på en måde, som Grønland er tilfreds med, så bliver det udgangen på fællesskabet, siger Per Stig Møller til DR Nyheder.
Hverken statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, eller udenrigsminister Villy Søvndal, SF, ønsker over for DR at kommentere Aleqa Hammonds udmelding.
Grønland er ifølge Grundloven underlagt dansk myndighed, men har siden selvstyrets indførelse i 2009 overtaget flere sagsområder.
Se mere i TV Avisen klokken 21.30.